Skip to content
Kasper Hjulman-foredrag

Guldet skabes i hverdagen

Guldet skabes i hverdagen

Enhver, der har mødt Kasper Hjulmand som træner og privatperson, ved med det samme, at han ikke ligefrem er “Danmarks svar på José Mourinho”. Han er ikke lederen, der sætter sig selv i fokus. Han sætter mennesket i fokus.

“Jeg tror faktisk, at mennesket kommer før spilleren. Hvis jeg skal hjælpe dem til at blive de bedste spillere, de kan blive, så skal jeg ind igennem deres personlighed: Det de tror på, det de føler og det, der driver dem. Jeg er helt vildt interesseret i mennesket. Jeg gør alt for at lære mennesket at kende. Familien. Kæresten. Omgivelserne. Jeg ville ønske, at jeg havde endnu mere tid til det arbejde”, siger Kasper Hjulmand, når man taler ledelse og store præstationer med ham. Og han fortsætter: “Jeg er nok blevet mere optaget af, hvem spillerne er fremfor blot, hvad de gør”.

For lederen Kasper Hjulmand handler det om at bygge en kultur og skabe værdier, som gennemsyrer alle ens handlinger. Kasper Hjulmands fire vigtige værdier bidrager alle til at skabe guld i hverdagen: Holdånd. Dedikation. Mod. Glæde.

Hør Kasper Hjulmands foredrag om at lede mennesker. Et foredrag alle kan hente inspiration fra – uanset branche.

Om Kasper Hjulmand

Kasper Hjulmand er en af dansk fodbolds allerstørste trænertalenter og ledere. Efter en imponerende trænerkarriere i FC Nordsjælland, hvor han gjorde klubben til dansk mester med et af superligaens mindste budgetter, fortsatte han efterfølgende sin trænerkarriere som cheftræner i tyske Mainz 05. Han vendte i efteråret 2015 tilbage til cheftrænerjobbet i FC Nordsjælland, og i juni 2019 underskrev han kontrakt med det danske herrelandshold i fodbold. Kasper Hjulmand blev i 2021 kåret til årets leder i Danmark. Han er uddannet bachelor i idræt med speciale i coaching fra Københavns Universitet.

Ifølge Kasper Hjulmand skal vi turde fejle:

“Jeg mener, at fejl er en naturlig følgesvend mod at blive dygtigere. Hvis ikke vi fejler, bliver vi ikke dygtigere. Når min familie er på skiferie, spørger jeg altid mine børn, om de har været nede at ligge? Hvis ikke, har de ikke udfordret sig selv nok. Jeg forventer også, at både spillere og min stab går til grænsen i jagten på at blive dygtigere.”