Skip to content
Foredrag om filosof Hannah Arendt

Tysk til tiden

Tysk til tiden

USA har længe været storleverandør af kultur til Danmark og i mellemtiden er den righoldige tyske kultur trådt i baggrunden.

Karin Wolgast er ph.d. og en kapacitet inden for tysk kultur og historie og i foredragsrækken »Tysk til tiden« giver hun dig tysk kultur, som du ikke vidste, du gik og manglede. Emnerne for hvert foredrag kan både være en personlighed fra den tyske kulturkreds, et værk, en kunstskole eller andet.

Kom og bliv dannet i tysk kultur til tiden.

1. E.T.A. Hoffmann og tysk romantik

Tysk romantik er et nationalt højdepunkt, og E.T.A. Hoffmann var en af dem, som skabte periodens ry. Han stod for den mørke side af romantikken, hvor fantasien åbner for virkelighedens afgrunde, og hvor ting bliver levende som i eventyret om nøddeknækkeren. Hoffmann var påvirket af tidens opkommende naturvidenskab, der i hans sære fortællinger indgår foruroligende alliancer med overnaturlige væsener. I 200-året for hans død skal vi se på hans version af forholdet mellem menneske og maskine.

2. Ingeborg Bachmanns verdenslitteratur

Ingeborg Bachmanns fortælleprosa er for litteraturen, hvad Picassos Guernica er for malerkunsten. Hun debuterede i efterkrigstiden, tilhørte Gruppe 47 og havde omskiftelige forhold til Paul Celan og Max Frisch, mens hun flyttede mellem Østrig, Tyskland og Italien. Hendes roman »Malina« (1971) blev prægende for den tysksprogede feminisme. Den er netop blevet oversat til dansk, hvor den med god grund har vakt opsigt. Vi vil kaste lys over romanen i kontekst af Bachmanns liv og værk.

3. Hannah Arendt og det totalitære

Demokrati er på tilbagetog kloden over – 43 % af verdens stater opfylder p.t. kriterierne på demokrati, og i Europa er vi netop nu vidner til en angrebskrig, som vi troede hørte til i historiebøgerne. På den baggrund er der vigtig indsigt at hente i Hannah Arendts analyse af, hvad det totalitære styre består i. Foredraget vil præsentere Arendts hovedværk om totalitarismen, hvor hun gennemgår nogle centrale begreber (f.eks. ”massen”, ”bevægelsen”, ”ideologien”). Hendes eksempler er dels Hitlers nazistiske Tyskland, dels Stalins kommunistiske Rusland.

Illustration: Portræt af Hannah Arendt på en mur i gården til hendes fødested i Hannover. Billedet er gengivet fra et fotografi af Käthe Fürst og viser portræt af filosoffen og hendes berømte citat, der på dansk betyder »Ingen har ret til at adlyde«. Kunstværket er fremstillet af hannoveranske graffitikunstner Patrik Wolters aka BeneR1 i august 2014.