De fleste danskere tænker nok ikke over dørbredder, trapper, placering af stikkontakter, køkkenbordshøjden eller badeværelsets udformning i det daglige. Men måske skal vi til at tænke over netop dét. For bæredygtigt byggeri handler om at bygge til alle de mennesker og kroppe, vi er og bliver gennem livet fra starten. Men vi gør det langt fra i dag.
Denne aften diskuterer vi, hvordan privatboligens indretning er fuld af blinde vinkler, og hvad vi kan gøre ved det. Krydret med digtoplæsning fra digter og handicapaktivist Caspar Eric skal vi tale om, hvordan de blinde vinkler, ofte uden at vi tænker over det, ender i ableisme, som dækker over diskrimination på baggrund af handicap og afvigelser fra det ’normale’, og hvordan vi kan blive mere bevidste og undgå det i fremtiden.
Vi spørger: Tilgodeser vores boliger de særlige behov, som vi alle får med alderen?
Aftenen vil være fyldt med engagerende samtaler om ableisme, og om hvordan vi kan gentænke vores boliger, så de i højere grad favner hele mennesket fra vugge til grav.
Vi skal tale om universelt design og de mange blinde vinkler, vi hver især render rundt med.
Caspar Eric. Foto: Fryd Frydendahl.
Caspar Eric er digter og handicapaktivist, der ofte tematiserer det at leve med handicap i sine værker. Casper vil bidrage med personlige perspektiver og oplæsninger.
Emil Falster.
Emil Falster er ph.d. i socialvidenskab og postdoc ved Bevica Fonden og Aalborg Universitet. Emils forskning er centreret om mennesker med handicap og de strukturelle og kulturelle betingelser, der former levevilkår, deltagelse og identitet.
Mette Margrethe Elf.
Mette Margrethe Elf har som projektchef hos Realdania 10 års erfaring med at arbejde med 'sociale mursten'. Denne aften vil hun dele sin viden om universelt design, og hvordan innovation i byggeriet kan skabe bedre boliger for alle.
Mette Mogensen. Foto: Jacob Ljørring.
Mette Mogensen er by- og boligudviklingschef i Domea.dk, hvor hun arbejder med at udvikle almene boliger, der opfylder nutidens og fremtidens behov. Målet er at sikre et varieret boligudbud, der danner rammerne om det gode liv for alle typer beboere.
Mads Stampe.
Mads Stampe er chef for kommunikation og public affairs i Bevica Fonden. Mads vil facilitere samtalen og guide os gennem aftenen.
Dette arrangement holdes i et samarbejde mellem FOF København og Nordsjælland og Videncentret Bolius, hvor målet er at formidle og inspirere til et bedre og mere bæredygtigt liv i vores boliger.