Kom til et spændende foredrag med forfatter Souha Al-Mersal om kulturmøder og skam og den ligestillingskamp, som en ny generation af efterkommere tager under overfladen anno 2023.
Hvordan er det egentlig at vokse op som kvindelig efterkommer af en generation, som bærer på en rig kulturarv, men også mange kønsnormer og en strengt dikteret æreskultur? Hvilke normer og kønsroller må den kvindelige efterkommer-generation tage et opgør med – og hvordan ser skammens DNA ud, når man undersøger den under en lup? Hvordan udgør den internaliserede skam og de dikterede æresnormer en barriere for ligestillingskampen i minoritetsmiljøerne? Hvordan kan kvinder mellem to kulturer tage opgørene sammen og kæmpe en kollektiv kamp, som forener dem på tværs af kulturer, skam-beretninger og kampe?
Souha Al-Mersal taler filterløst om skam, opdragelse og social kontrol, som især minoritetskvinder oplever, og hvad dét benspænd betyder for disse kvinders opgør, når de ikke rækker ud og får allierede med andre medsøstre fra "efterkommer-generationen".
I sin debutbog »Min datter var gnisten – til kvindekamp mod udskamning og ulighed«, som er udkommet hos forlaget Grønningen1, tager Souha afsæt i sit eget liv, kampe og rejsen fra skamfuld til i dag at være en aktiv stemme i den nye brune minoritets-feminisme.
Souha fastholder, at kvinderne står alene midt i et historisk ligestillingsopgør – ligesom det Rødstrømperne stod med i 70'erne – hvor de selv må tage ejerskab over deres egne narrativer anno 2023. Hun insisterer på at tale om den "dobbelte skam" og flerdimensionelle kvindekamp, hvor hun og andre nydanske og "brune rødstrømper" ikke kun kæmper mod undertrykkelse og patriarkalske normer, men også samtidig mod samfundets racisme og stigmatisering.