Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele programmet er online 13. december.

Foredrag med Ulrik Haagerup hos FOF København

Året der gik: Ulrik Haagerup giver de største nyheder et konstruktivt blik

Året der gik: Ulrik Haagerup giver de største nyheder et konstruktivt blik

2022 har været et vildt nyhedsår: Krig og klima, fodbold-VM og Folketingsvalg, PET og FET, kampen om sundheden og sandheden… Kom og bliv klogere på året der gik!

FOF København har inviteret Cavlingprisvinder, tidligere DR-nyhedsdirektør og nuværende direktør for Constructive Institute, Ulrik Haagerup, til at hjælpe os med at se de opbyggelige historier bag mediernes forførende overskrifter.

Ulrik Haagerup stiftede i 2017 Constructive Institute, som arbejder for at styrke demokratiet gennem en ændring af mediernes nyhedskultur, der i høj grad fokuserer på konflikter og det ekstreme. Første del af denne aften på Gladsaxe Hovedbibliotek vil Ulrik Haagerup derfor give os en indføring i konstruktiv journalistik.

Herefter er vi alle klædt på til aftenens anden del, hvor Ulrik Haagerup sammen med publikum vil gennemgå nogle af årets største nyhedshistorier. Vi skal bl.a. diskutere, hvordan en anden journalistisk metode, den konstruktive journalistisk, kunne have præsenteret de forskellige historier anderledes. Og, hvem ved, måske have ændret dagsordner, skabt håb, mobiliseret bevægelser og flyttet stemmer.

Hvilke nyheder synes du, var årets største? Oplever du, at nuancer, temaer og balancer forsvinder i nyhedsdækningen? Har medierne magt - og forvalter de deres eventuelle magt ansvarligt? Bland dig i debatten!

Om Ulrik Haagerup

Ulrik Haagerup (født 1963) er dansk journalist og grundlægger og direktør for Constructive Institute (grundlagt 2017). Han er tidligere chefredaktør og nyhedsdirektør i DR. I 1990 modtog han i fællesskab med to kolleger Cavlingprisen for afdækning af en række overbelåningssager i danske realkreditinstitutter. Fra 1994 til 2001 var han chefredaktør på Jyllands-Posten, fra 2002 til 2007 chefredaktør for Nordjyske Medier, og fra 2007 til 2017 var han chef for DR’s nyhedsredaktioner. Han har bl.a. skrevet bogen »Constructive News« (2012), der er udkommet både på dansk, engelsk og tysk. 5. marts 2012 blev Ulrik Haagerup slået til Ridder af Dannebrog.