Skip to content
Kitte Nottelmann er kursist hos FOF København

Sådan holder Kitte både kroppen og hjernen sund

Sådan holder Kitte både kroppen og hjernen sund

Denne video kan du kun se, hvis du accepterer alle cookies.

Kitte lever et aktivt pensionistliv, og det vil hun gerne bevare, uden at blive begrænset af en fysik eller en hukommelse der svigter. Derfor holder hun både krop og hjerne i gang, når hun to formiddage om ugen får sved på panden til bevægelse og afspænding for seniorer.

Musikken spiller og motionsunderviserens humør smitter. Iført træningstøj træder Kitte Flethøj Nottelmann ind i Svanemøllehallens spejlsal – hver mandag og torsdag formiddag til bevægelse og afspænding for seniorer. Her tonser hun og 10-15 andre deltagere igennem fra første minut.

»Ja, der er ikke noget stille seniortræning over det, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan love for, at vi kommer i sving!« siger Kitte.

Trænerens program rummer både opvarmning, balanceøvelser, dans, koordinationsøvelser, muskeltræning og konditionstræning, hvor pulsen virkelig kommer op. De afslutter med afspænding.

Faktaboks om Kitte Nottelmann der er kursist i FOF København

De gode argumenter for at holde sig fysisk aktiv står i kø. For Kitte handler det især om at bevare sin muskelstyrke og leve livet så aktivt, som hun ønsker. Det spiller også en rolle for hende, at den fysiske aktivitet styrker hendes hjerne.

Ifølge Steen Hasselbalch, demensforsker ved Nationalt Videnscenter for Demens, tyder det nemlig på, at sørger man for at være fysisk aktiv og leve sundt, så kan det bidrage til at nedsætte risikoen for, at man udvikler demens.

LÆS ARTIKLEN: Demenskrisen – og hvordan vi undgår den

»Jeg tænker meget over, at jeg skal holde min hjerne i gang, så godt jeg kan. Det er vigtigt, det synes jeg bestemt,« siger Kitte.

Samvær og sved på panden
Kitte glæder sig over intensiteten på holdene, for hvis der ikke skulle knokles på hendes to ugentlige motionshold, ja så ville hendes interesse blegne. Udover holdtræningens intensitet, værdsætter Kitte også at gå på et hold med de samme deltagere fra uge til uge:

»Man kan grine sammen – og lige hilse og udveksle lidt. Og hvis jeg ikke har været der en gang, så bliver det bemærket. Det, synes jeg også, er betydningsfuldt. Det er faktisk en motivationsfaktor, at folk holder øje med, om man er der,« fortæller hun.

Kitte Nottelmann er kursist hos FOF København

Kitte betragter samværet med de andre deltagere som en hyggelig sidegevinst, for i sin tid fandt hun motionsholdene, fordi hun ønskede at værne om sin sundhed. Hun stræber efter at kunne agere flyvende bedstemor for sine ti børnebørn så længe som muligt.

»Nu går jeg til musik med mit mindste barnebarn på to år, og der skal man jo hele tiden sætte sig ned på gulvet og rejse sig op igen, rende rundt med dem og lave flyveture og alt sådan noget. Jeg vil nødigt komme dertil, hvor jeg bliver begrænset af min fysik, så den skal jeg holde i gang,« siger hun.

FIND KURSER: Vil du finde et motionskursus, der passer dig?

Sundheden kommer før fællesskabet, men dermed ikke sagt, at samværet med de andre deltagere kan undværes:

»Jeg gider ikke stå og rykke i nogle maskiner i et fitnesscenter. Jeg kan godt lide at dyrke motion sammen med andre mennesker. Jeg nyder at gøre noget sammen med andre – i modsætning til at være individuel. Derfor vælger jeg at gå på et hold,« siger hun.

Underviseren gør forskellen
Når Kitte skildrer sin motionsunderviser, Rikke Norup, skinner begejstringen klart igennem. Kitte oplever, at underviseren engagerer sig, og at hendes humør smitter. Underviseren retter sin opmærksom mod hver enkelt deltager og formår gang på gang at tilbyde spændende og afvekslende træning.

TEST DIG SELV: Hvor hjernesund er du?

»Jeg er meget imponeret over, at hun hver eneste gang har nye øvelser med. Det kan være nye måder at træne ryggen på eller maven – eller hvad det nu er, vi har gang i – og det er jo fantastisk altså. Hun er virkelig... ti stjerner til hende!«

Kitte Nottelmann er kursist hos FOF København

At have en fast og kvalificeret træner skaber tillid og tryghed for Kitte. Faktisk mener hun, at dukkede der en ny træner op fra gang til gang i stedet for en fast træner med god energi, tjek på tingene og kendskab til hver enkelt deltager, så ville hun slet ikke komme afsted.

En sundere livsstil
Kitte tvivler ikke på, at hendes to ugentlige motionshold bidrager til hendes sundhed:

»Bare det at jeg ved, at jeg får i hvert fald to timers motion om ugen, hvor jeg virkelig får sved på panden, så kan jeg jo sagtens opfylde resten med nogle gode gåture og cykelture, og hvad jeg ellers gør,« siger hun.

Hun glæder sig over, at holdtræningen opretholder hendes muskelstyrke og samtidig er med til at holde hjernen sund.

»Jeg synes, det er helt fantastisk. Jeg har faktisk ikke oplevet noget så godt tidligere, så jeg er meget begejstret,« siger Kitte.

infografik om FOF Københavns samarbejde med Alzheimerforeningen