Værkstedet er udgangspunktet for dette kursus, hvor udtrykket bliver skulpturer i forskellige former og formater.
Vi starter med nogle øvelser for at komme i gang med den frie leg. Senere kaster vi os ud i skulpturelle eksperimenter med udgangspunkt i materialer som ler, gips, flamingo, pap, limpistol og hvad der ellers er muligt. Idéen er, at vi bruger materialerne til at bygge os videre til nye visuelle erkendelser og taler om det, vi skaber, imens det opstår.
Undervejs i forløbet vil der være opgaver, samtaler på enmandshånd og i gruppen og et besøg på underviserens værksted. Underviseren fortæller gerne om egen praksis og bruger sit eget eksempel og egne erfaringer. Både i forhold til at hjælpe med at udvikle idéer, og når der skal findes konkrete løsninger. Kurset er for dig, der på forhånd har tænkt over noget, du gerne vil arbejde med, og som ønsker et sted at gøre dette sammen med andre.
Kurset er også for dig, der søger inspiration og har brug for at blive ”skubbet lidt til” i din kreative proces. Målet er at fodre nysgerrigheden og få den til at producere. Lykkes det, dukker der nemlig temmelig sikkert nye værker op.
Basismaterialer er inkluderet i kursusprisen. Evt. yderligere indkøb aftales på kurset.