Skip to content
Bonde-champagner | FOF København

Bonde-champagner

Bonde-champagner – top-vine fra små producenter

Champagne har altid været domineret af de store huse med navne som f.eks. Moët & Chandon, Bollinger, Taittinger, Louis Roederer, Veuve Clicquot (den gule enke) m.fl. De store huse ejer vinmarker selv, men opkøber hovedparten af deres druer fra små vinbønder.

De seneste ca. 25 år er der dog på det nærmeste sket en revolution i Champagne i form af udbredelsen, kendskabet til og kvaliteten af champagne fra små, individuelle vinbønder, der til forskel fra de store huse kun laver champagne fra deres egne druer dyrket på egne marker.

Med inspiration fra navne som Jacques Selosse, Vilmart, Pierre Peters og Egly-Ouriet, som var nogle af de første små bønder, der stoppede med at sælge deres druer til de store huse og blev anerkendt for selv at lave fremragende champagner, kommer der hvert år flere nye, spændende, små bønder til – især når der sker generationsskifter og unge, dygtige og ambitiøse børn med store ambitioner og tanker om økologi og biodynamiske principper kommer til.

Mange af de små producenter – ofte kaldet "bonde-champagner" eller på engelsk "Grower Champagne" – laver ikke bedre vine end de store huse (men dog ofte til en mere rimelig pris). Men en lille eksklusiv skare laver fantastisk champagne, der på basis-niveauet smager langt mere individuelt og spændende end de store huses standardprodukter, og for deres højeste kvalitet – de såkaldte prestige-cuvéer – laver champagne, der i kvalitet er på niveau med berømte navne som f.eks. Cristal, Dom Perignon og Krug Vintage.

Vores faste foredragsholder og champagne-ekspert Jesper Hedegaard har siden 1996 været i Champagne minimum en gang om året og har fulgt udviklingen tæt og kender mange af de små producenter personligt. Han jagter nye stjerner på champagne-himlen og elsker at gøre nye fund, inden de bliver opdaget af det store publikum og priserne stiger til opskruede niveauer, som det f.eks. er sket for navne som Jacques Selosse, Egly-Ouriet og Ulysse-Colin, der på få år er steget 3-5 gange i pris.

Jesper er stor fan af de små producenter og ved denne smagning af seks champagner, vil han gennemgå hele baggrunden, udviklingen og opstigningen for de små producenter og servere en række af disse – både nogle af de mere etablerede navne og nogle af hans allernyeste fund, som han mener er "rising stars" på vej mod den absolutte top, men hvor priserne stadig er nogenlunde rimelige.

Det bliver en aften for de mange, der har fået øjnene op for, at champagne ikke kun er til nytårsaften og natklubber, men at stor champagne – og særligt med den individualitet, som man finder hos de bedste små producenter – gør de bedste champagner til "rigtige" vine (med bobler), som man kan nyde til mange lejligheder, herunder til mange forskellige slags mad.

Deltagerne vil – udover at smage seks af de aktuelt bedste og mest spændende små champagne-producenter – få masser af viden, inspiration og champagne-tips til selv at gå på opdagelse blandt de bedste små producenter.

Familie på madkursus

MAD OG VIN

Se alle aktuelle kurser