Skip to content
Klimatilpasset gravefri have – kursus hos FOF København

Klimatilpasset gravefri have

Klimatilpasset gravefri have

På dette hold sætter vi læring, vidensdeling, hands on-opgaver, fællesskab og netværk i spil med målet at lære, hvordan man planlægger en køkken- eller skovhave, som både er klimatilpasset og gravefri.

Hvorfor?

Vi gør det, fordi vi ved, at klimaet vil ændre sig over de næste år, og uanset om der kommer for meget eller for lidt vand og/eller varme, kan vi bruge metoder fra permakulturen til at være på forkant med dette.

Jordbunden er det vigtigste i en have. Det er dén, vi primært skal dyrke, så de planter vi sætter kan blive sunde på mere end én måde. Derfor skal vi ikke grave og dermed forstyrre jorden og al den mikrobiologi, der skal til for at vores træer, buske og planter trives.

Hvordan?

I marts mødes vi tre gange til teori i Lyngby og den første weekend i april (lørdag 10-17 og søndag 10-16) mødes vi på Ananda Marga Ashram og Learning Center i Vig. Her skal vi arbejde hands-on og gøre os erfaringer med, hvordan man laver en gravefri have. Vi vil f.eks. komme omkring Hügel-bed, jorddækning, kompost og indhegning samt alle "the dos and don'ts", man bør kende til. Vi beslutter samlet, hvad der er ønske om at lave hands-on, når vi mødes til teoritimerne.

Uanset om du har en have (stor eller lille), eller blot ønsker at forberede dig og tilegne dig viden, til den dag du får én, er du velkommen.

Værd at vide

Transport til og fra Ananda Marga Ashram er på egen regning. Der er – også for egen regning – mulighed for at overnatte mellem lørdag og søndag til meget rimelige priser, hvilket kan drøftes på holdet den første mødegang.

Din underviser på kurset er Tanja Ærtebjerg, som har over 30 års erfaring og stor viden på området. Hun har en baggrund i biologi og er ambassadør for Praktisk Økologi. Derudover er hun permakulturist, biodiversitets-konsulent, bæredygtig florist og grøn omstiller samt tilknyttet til Fyrendal Gods, som er en "hub" for grøn omstilling og bæredygtighed.

Kom med ud i naturen med FOF København

UDELIV OG HOBBY

Se alle aktuelle kurser