Skip to content
FOF København samarbejder med sundhedscentre

Samarbejde med sundhedscentre

Man starter, fordi man har en dårlig hofte, men bliver ved på grund af samværet

Hjertehold, knæhold, KOL-hold. Det er bare nogle af de hensyntagende motionshold, FOF København har lavet til ældre, der ikke har mulighed for at følge almindelig undervisning – og træningen er ikke kun med til at holde kroppen i gang. Den bliver også et socialt holdepunkt i hverdagen for mange ældre.

Du ved det jo godt. Motion er godt for både krop og sjæl, men det kan være svært at finde overskuddet til at komme i gang. Særligt hvis du har et fysisk handicap eller lige har været igennem et operationsforløb. Måske er det også mange år siden, du sidst har dyrket motion, og alene tanken om et stort fitnesscenter med høj musik er helt uoverskuelig.

På FOF Københavns motionshold med hensyntagende træning har man netop taget højde for, at ældre med fysiske udfordringer har brug for lidt mere vejledning og ikke længere kan følge med i det høje tempo på almindelige hold. Derfor opfordrer vi hos FOF København ældre til at kaste sig ud i træningen, og vi lover, at de er i gode hænder hos de uddannede undervisere.

Din træning stopper ikke efter genoptræningen

FOF København har også indgået et samarbejde med sundhedscentrene i København, Frederiksberg og Gentofte om et tilbud til de borgere, der har været igennem et genoptræningsforløb.

Efter endt genoptræning er borgeren ofte overladt til sig selv og har måske ikke motivationen til selv at forsætte træningen. FOF København tilbyder i samarbejde med sundhedscentrene derfor specialhold med hensyntagende træning ude i de enkelte sundhedscentre. På den måde kan borgerne forsætte samme sted, hvor de er vant til at gå til genoptræning.

Det er nemlig helt afgørende for det fysiske helbred, at træningen ikke stopper, når kommunens 12-ugers genoptræningsforløb holder op.

Går du bare hjem og sætter dig efter et genoptræningsforløb, så går der ikke mange uger, før du er tilbage ved din læge med problemer efter operationen. Der skal kæmpes i lang tid, når man har været sat tilbage i funktion. Det bedste er at holde sig i gang hele livet.

 

Samværet trækker

Motion er med til at give energi og holde kroppen i gang, men faktisk er det det sociale, som får mange ældre til at holde fast i træningen på dage, hvor de ellers kunne have lyst til at blive hjemme.

Det at mødes fast en gang om ugen har en stor betydning for mange af de ældre, der går på holdene. De er tilmeldt på grund af træningen, men de møder op, fordi de skal hen at møde de andre. Man starter, fordi man har en dårlig hofte, men bliver ved på grund af samværet.

Vejledning og tilmelding efter endt genoptræning

Har du brug for vejledning, eller ønsker du at høre mere, så send os en e-mail hej@fofkbh.dk eller ring på tlf. 4596 0100.