Radisson Collection Royal Hotel fra 1960 er designet af den verdensberømte arkitekt Arne Jacobsen og er Københavns første skyskraber og et ægte Gesamtkunstwerk, hvor mange små og store elementer tilsammen udgør en sammenhængende helhed.
Følg med på en rundvisning på dette fashionable hotel, hvor alt fra bygningens facade til bestikket i restauranten er tegnet af Arne Jacobsen. Møbler som Svanen, Ægget og Dråben, der i dag er klassikere, er tegnet til hotellet og prægede indretningen.
På rundvisningen med hotellets concierge får du en introduktion til bygningen, hører om Arne Jacobsen og oplever det legendariske værelse 606, der er bibeholdt helt i den oprindelige stil, og for nylig beskrevet i arkitekt Michael Sheridans bog »Værelse 606« (2023). Vores guide mag.art. Bente Hatting Gjelten supplerer med anekdoter og nutidigt perspektiv.
Rundvisningen afsluttes med et glas vin og snacks.