
FOF København og Nordsjælland
Tag med på en guidet tur gennem Ebberødgårds dystre historie. Hør om livet på anstalten, racehygiejne, “hvide snit” og de mennesker, der blev gemt væk – fortalt af historiker Morten Meinert Jensen fra Rudersdal Museer.
Kom med på en guidet tur rundt på den gamle ”åndsvageanstalts” områder. Hør historier om livet på anstalten og hvorfor Ebberødgård blev kendt som et af de mørke kapitler i den nyere danmarkshistorie.
Som en af Danmarks største institutioner inden for åndssvageforsorgen er Ebberødgård et godt udgangspunkt for at fortælle historien om, hvordan vi i tidligere tider har behandlet samfundets svageste medlemmer. Historien om Ebberødgård og den danske åndssvageforsorg rummer med vore dages øjne mange grumme historier, som f.eks. at Danmark var foregangsland inden for racehygiejne, og at vi har rekorden for flest hvide snit målt på befolkningstal.
På turen rundt på den gamle anstalt får du beskrivelsen af institutions funktioner og hvad de flotte gamle bygninger i gennem tiden er blevet brugt til. Du får også et kig ind i det smukt beliggende kapel ved skovbrynet, en af de oprindelige bygninger fra 1892, hvor du hører historien om det og Ebberøds kirkegård.
Omviser er historiker og arkivar Morten Meinert Jensen fra Rudersdal Museer.