Vedbækfundene inviterer til en spændende tur til jægerstenalderens Vedbæk. Temperaturen var dengang 2-3 grader varmere end i dag og en fjord blev dannet ved vore dages Vedbæk. Ved fjordens bredder levede stenalderjægerne.
Tag med på en vandretur til jægerstenalderen og hør om stenalderjægerne, som levede i Vedbæk for 7.000 år siden. Den sidste del af jægerstenalderen er den varmeste periode, der er målt siden sidste istid. Klimaet var for 7.000 år siden 2-3 grader varmere, og vandstanden i Øresund var 5 meter højere end i dag. Vi går en tur rundt i Vedbæk og Vedbæk Maglemose og besøger nogle af jægerstenalderens bopladser og ser sporene efter fortidens naturlige klimaforandringer i landskabet.
Vedbæk er det sted i Danmark, hvor der er fundet flest grave fra jægerstenalderen. Ved byggeriet af Vedbæk Skole i 1975 blev 17 grave med begravelser af i alt 22 individer fundet. Fundet af gravene i Vedbæk og udgravningen af bopladserne har givet uvurderlig viden om jægerstenalderen. Kom med på vandreturen og hør om de enestående arkæologiske fund, og hvad fundene kan fortælle os om livet og døden for 7.000 år siden.