København er rig på friluftskunst. Men hvad er egentlig formålet med at vise kunst på gader, pladser og i parker?
På denne vandring på Nørrebro stopper vi op og kigger nærmere på skulpturer, mindesmærker og vandkunst.
Vi skal bl.a. opleve mesterværkerne »Laokoon og hans sønner« og Michelangelos »Moses«. Vi ser Kai Nielsens formidable udsmykning af Blågårds Plads, som hylder arbejderen og familielivet. Vi studerer Leif Sylvesters mindesmærke for hjemløse, og vi kommer forbi et værk, der taler direkte til os: »Jorden bærer dit aftryk«.
Endelig skal vi se småpiger give hinanden en svingtur, og vi skal møde krigsgudinden Artemis og kærlighedsgudinden Afrodite.