Vi skal på besøg i det idylliske og fredede Raadvad inde midt i Jægersborg Dyrehave. Her i det naturskønne område ved Raadvad Dammen findes kimen til Danmarks første industrisamfund med Mølleåen og den tidligere Raadvad Knivfabrik.
Den lille billedskønne by fremstår i dag næsten uændret fra da byen i slutningen af 1700-tallet udvikler sig som industriby, og vi skal på vores tur rundt i byen have et spændende indblik i et samfund, der tidligere fungerer relativt isoleret og i samspil med naturen. Hele Raadvads historie udrulles, og vi skal rundt og se de tidligere fabriksbygninger og boligerne, der husede fabrikkens ansatte.
På rundvisningen kommer vi forbi Georg Jensens barndomshjem, kilden, der tidligere forsynede hele byen med vand, Raadvad Kro med de mange funktioner, og det ekstravagante vandrehjem i nr. 1, der tidligere var en skole. Til slut kigger vi inden for på bronzeværkstedet og hilser på Stine Ring Hansen, og efterfølgende er det muligt på egen hånd at besøge flere af værkstederne på den gamle knivfabrik, der denne dag holder sommeråbne værksteder.
Så kom med til en dejlig og ganske særlig dag i Raadvad, hvor værkstederne holder sommermarked. Efter rundvisningen kan du gå på opdagelse blandt de mange arbejdende værksteder med mulighed for at hilse på kunsthåndværkerne og købe deres håndværk.
Turen er for alle, og tempoet er moderat.
Foto: Torben Åndahl.