På dette kursus lærer du at skabe smukke, livagtige blomster af crepepapir. Du vil opdage glæden ved dette særlige håndværk, hvor papir forvandles til elegante blomsterkreationer.
1. kursusgang: Vi dykker ned i de grundlæggende teknikker. Du lærer at klippe, forme og samle de forskellige dele af blomsten. Med fokus på basale metoder får du et solidt fundament for at kunne skabe dine egne papirblomster.
2. kursusgang: Vi udforsker teknikker, der tilfører flere detaljer til dine blomster. Der vil være særligt fokus på farver og nuancer - hvordan man kan skabe dybde og realisme gennem farvning og skyggeteknikker, så dine blomster får et levende udtryk.
3. kursusgang: Du får mulighed for at skabe lige præcis den blomst, du ønsker dig. Med de tillærte teknikker kan du nu designe og udføre dit eget projekt med individuel vejledning.
På hver kursusgang kan du forvente at færdiggøre mindst én blomst. Er du hurtig eller vælger mindre avancerede blomstertyper, er der mulighed for at lave flere. Kurset foregår i en hyggelig atmosfære, hvor der er plads til fordybelse og kreativ udfoldelse.
Værd at vide:
Holdet er for alle, begyndere såvel som øvede.
Hvis du har en lille papirsaks og en limpistol, så medbring dem meget gerne.
Materialepris: ca. 150 kr betales direkte til underviseren