Skip to content
Operaforedrag med FOF Nordsjælland

Opera for alle

Opera for alle

Holder du af opera? Ellers kan du komme til det! I den kommende sæson 2021/2022 fortsætter sangpædagog, cand.mag. Ib Flemming Hansen sine populære operaforedrag. Der vil blive gennemgået 6 operaer (6 nyopsætninger) fra Den Kgl. Operas repertoire. Operaerne vil som sædvanlig blive gennemgået handlingsmæssigt og musikalsk med mange musikeksempler fra nogle af de bedste DVD-indspilninger.

Foredragene er velegnede som forberedelse til en operaaften, og datoerne er lagt efter Den Kgl. Operas repertoireplaner, således at operaerne gennemgås, inden de spilles på operaen. 

Torsdag 2. september 2021
Faust af Charles Gounod 
Operaen er bygget over Goethes skuespil Faust og handler om en gammel videnskabsmand og filosof Faust, der for at opnå evig ungdom forskriver sin sjæl til djævelen i skikkelse af Mefistofeles.

Torsdag 30. september 
Operetten Den glade enke af Franz Lehar
Titelpersonen i denne charmerende operette er Hanna Glawari, enke efter en stenrig ældre bankier, der ved sin tidlige død efterlod den unge enke en anselig formue på 21 millioner. Efter mandens død er enken flyttet til Paris, hvor hun bl.a. møder Grev Danilo Danilowitch, og sød musik opstår mellem de to.

Torsdag 25. november
Maskeballet (Il ballo in maschera) af Giuseppe Verdi 
Denne opera foregår ved det svenske hof i 1792, og hovedpersonen er den svenske konge Gustav III og skildrer et forhold mellem kongen og kaptajn Anckarströms hustru, Amelia. Operaen er fyldt af store lidenskaber og meget dramatisk musik. 

Torsdag 13. januar 2022
Don Juan af Mozart
Don Juan er en af Mozarts kendteste og mest elskede operaer. Titelpersonen er den berømte forfører Don Juan, som efterstræber alle kvinder. Som hans tjener Leporello i sin listearie kan berette, har han alene i Spanien haft 1003 elskerinder. Men det ender galt til sidst. Spændende handling og vidunderlig musik.

Torsdag 24. februar 2022
Valkyrien af Richard Wagner
Valkyrien er en af operaerne i Wagners hovedværk Niebelungens Ring. Et monumentalt musikdrama, der består af 4 operaer: Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Götterdämmerung. Hele værket er fuldt af stor dramatik og pragtfuld musik. Og Valkyrien er ingen undtagelse. Hele Ringen skildrer den gamle tyske og nordiske Gudeverden med Wotan (Odin) som overguden. 

Torsdag 21. april 2022 
Næsen (Nos) af Dmitrij Sjostakovitch 
Denne opera er komponeret i 1928, da Sjostakovitch kun var 23 år. Librettoen er bygget over en satirisk novelle af Nikolai Gogol om en næse, der stikker af fra sin ejermand. Næsen er et vanvittigt værk, fuldt af skøre indfald, og værket blev hurtigt forbudt af den sovjetiske regering.