Skip to content
Foredragsrække i FOF Nordsjælland om seje kvinder gennem tiden

Tre seje kvinder

Tre seje kvinder

Vært: Cand.mag. Birgitte Nyborg 

Er der for få kvinder i kanonen? Er der for få statuer af kvinder i det offentlige rum? Som et indlæg i den aktuelle debat præsenterer FOF kvinder, der hver på sin måde har ydet væsentlige bidrag til at gøre Danmark til det, det er i dag. De er ikke ukendte eller glemte, men har måske ikke helt fået den plads i den offentlige bevidsthed de fortjener.

Tre kvinder i efteråret 2021 og tre i foråret 2022.

Tirsdag 28/9: Leonora Christina (1621-98) – kongedatteren i Blåtårn
Sebastian Olden-Jørgensen, forfatter og historiker på KU.

Har man sagt Leonora Christina (1621-98), har man også sagt Christian IV's datter i statsfængslet Blåtårn, hvor hun sad i 22 år. Meningen var, at dér skulle hun rådne op, men det gik anderledes. Hun overlevede og har efterladt sig erindringsværket Jammers Minde, der er en klassiker. Men hvordan landede hun i den suppedas? Hvorfor har der altid stået en sådan glans om hendes navn? Og hvem var hun egentlig som person?

Tirsdag 26/10: Jo Jacobsen – Carlsbergfruen, der gik sine egne veje.
Dorthe Chakravarty, historiker og forfatter til bøger/podcasts om historiens kendt og ukendte kvinder.

En medrivende fortælling om en farverig kvinde, Jo Jacobsen (1884-1963), der forlod sit ægteskab på Carlsberg for at leve som frigjort kvinde. Hun skrev skandaleromaner. Hun kæmpede for enlige mødres rettigheder og retten til fri abort. Hun var en af de første kvinder, der bragte psykoanalysen til Danmark. Jo Jacobsen var kort sagt en pioner, der gik forrest i tidens kamp for Freud, seksuelt frisind og enlige mødre. Hun gik sine egne veje og ramlede sammen med mange af tidens store kulturpersonligheder. Hendes historie har hidtil været ufortalt, men nu bliver der bragt lys over en af mellemkrigstidens mest omtalte kvinder.

Tirsdag 9/11: Elisabeth Baumann Jerichau 
Tine Kragh, cand.mag. i kunsthistorie.

I kunsthistorien ser man generelt et manglende fokus på kvindelige kunstnere og af de danske guldaldermalere nævnes næsten ingen. En af de helt markante er dog malerinden Elisabeth Jerichau Baumann (1819 – 1881), som skabte stor kunst både i udlandet og herhjemme. I Danmark blev hun dog ikke særlig anerkendt – men i dag er der stor efterspørgsel på hendes værker. Hendes liv er voldsomt interessant og omdrejningspunktet er kunsten, bl.a. var hun gift med kunstneren Jens Adolf Jerichau, de fik 9 børn, hvoraf nogle blev kunstnere. Elisabeth Jerichau Baumann boede i Rom og rejste alene den lange vej til Istanbul, dengang Konstantinopel, hvor hun undtagelsesvis fik lov til at besøge tyrkiske haremmer og har malet flere billeder derfra. I dette foredrag skal vi se mange af Elisabeths skønne malerier. Vi skal også høre en meget spændende historie om en kvinde, der virkelig ville frem med sin kunst, og som havde mod til at udrette helt specielle ting i livet. Hun kendte mange af de store guldaldermalere og var god ven med H.C. Andersen.