Hvilken fremtid venter os i Europa? Og hvad bragte os hertil? En russisk invasion af Ukraine, sabotage af gasledninger, energikrise, en frygt for tredje verdenskrig – og læg dertil Brexit, autoritære bevægelser, pandemi og et selvsikkert Kina. Det håb om en fri og fredelig verden, der voksede sig frem, da Berlinmuren faldt, er godt tre årtier senere lagt endelig i graven.
Den verdensorden, vi i Europa troede, vi kendte, er ved at blive en helt anden. Men hvilken? Og hvad betyder det? Og hvor sikkert er det, at Europa kan holde sammen i kampen mod Putin? Det giver Lykke Friis sine bud på denne aften. Hun tager afsæt i sin nyeste bog Tårernes Europa (2022).
Lykke Friis tager dig med på en europæisk opdagelsesrejse – fra Moskva og Rom til London og Kyiv, til det nye jerntæppe i Narva og det centrale Tyskland, hvor Putin boede i Dresden i slutfirserne og hvor Angela Merkel på en række områder svigtede. Anekdoter og pointer illustreres med et personligt fotomateriale. Alt sammen for at forklare, hvad der bragte os til det aktuelle vendepunkt i Europas historie og for at give kvalificerede bud på, hvad der venter os fremover i Europa.
Trods titlen er én af hovedpointerne, at der fortsat er håb. Ligesom i 1989 afhænger det Europa, vi får, i høj grad af os selv. Og aldrig siden 1989 har der været en så bred erkendelse af, at demokrati og fred i Europa ikke må tages for givet.