Skip to content
Oplev 10 arkitekturperler i København med FOF

10 arkitekturperler i København - 3. udgave

10 arkitekturperler i København - 3. udgave

Der er efterhånden så meget spændende arkitektur og så mange nye byrum i København, at den eneste måde at se det hele på, simpelthen er at leje en bus og så køre fra sted til sted - og det gør vi så!

Kom med på en 3. udgave af "Copenhagen Grand Prix Top 10 Tour", hvor vi besøger 10 markante steder, der har været med til at tegne København hér i det nye årtusind.

Vi lægger ud med Amaryllis Hus og Grøntorvet der i disse år forvandles til et spektakulært boligområde med frugttræer og væksthuse på i gårdrum og på tage - og kalder sig Københavns grønneste bydel. Herfra kører vi til SEB Banks svenske bjergskråning hvorfra vi går et smut ud på Bølgen af JDS Architects der sammen med Havnebadet på Islands Brygge af samme arkitekt har ændret københavnernes forhold til inderhavnen.

Vi kører derpå til Havneholmen og betragter med Allerhuset og Bryggebroen som kulisse det spektakulære boligbyggeri Gemini Residence, som er skabt på forladte industrisiloer fra den gamle sojakagefabrik.

Vi kører omkring det blå betonbyggeri ‘Metropolis’ i Sydhavn, som ligner en futuristisk blåmusling og som hilser alle der kommer over Sjællandsbroen velkommen til København.

Den franske riviera er flyttet ind i et gammelt lossepladsområde ved Artillerivej i det der nu kaldes for ‘Havnevigen’ - et flot koreograferet boligområde af Arkitema. Og et stenkast derfra er et af byens mest konsekvente højhuse netop blevet indviet, ´Silver Arrow’ - opkaldt efter den strømlinede grand prix racer fra Mercedes-Benz i 1930’erne.

Vi krydser Amager og lander ved Den Blå Planet af 3XN. Akvariets arkitektoniske greb er enestående, da byggeriets visuelle signatur - en gigantisk hvirvelstrøm - alene er synlig fra luften - hvilket giver mening når nu naboen er Københavns Lufthavn. Vi følger Amager Strandpark - Danmarks største kunstige strandanlæg - den 5 km. lange Amager Strandpark og ankommer Restaurant 56 grader, et ombygget krudthus af Philip de Lange med 1 meter tykke mure.

Efter en skøn frokost på Restaurant 56 grader kører vi til Refshaleøen og BIGs enestående ungdomsboliger, Urban Riggers.

På hjemvejen kører vi forbi komplekset med Danmarks dyreste lejligheder, Krøyers Plads og slutter turen af på Skt. Kjelds Plads på Østerbro, hvor vild bynatur af SLA-landskabsarkitekter har erstattet 9000 kvm. asfalt i et one-of-af-kind klimaprojekt.

Så spænd livremmen, fold ørene ud  - Copenhagen, here we come!

Turen foregår primært i bus med udstigning visse steder samt kortere gåture (valgfrit).

Inkl. i prisen: Bus, 10 oplæg undervejs af guide, frokost med drikkevarer.

Møde- og slutsted: Kl. 10.00 foran Fritidshuset, Vestre Stationsvej 12, 2960 Rungsted Kyst eller kl. 10.20  fra Circle K, Lyngbygårdsvej 138, 2800 Lyngby

OBS: Husk at oplyse ved tilmelding, hvor du/I står på, er det i Rungsted eller i Lyngby?