Vi skal på en guidet tur langs vandet omkring Bellevue i Klampenborg med strand, skov og mange herlighedsværdier. Omdrejningspunktet er den store danske arkitekt med den lille sandblæste pibe, Arne Jacobsen og flere af hans verdensberømte bygninger, som befinder sig netop her.
Vi skal helt tæt på og høre historierne bag arkitektoniske perler som: Bellevue Strandpark med de ikoniske livreddertårne; Bellevue Teatret på Strandvejen; og ikonet på den hvide by ved Sundet, Bellavista.
Vi skal også opleve knapt så kendte bygninger som Mattssons Ridehal, atriumhusene ved Bellevue Bugt og Søholmshusene med hans tidligere hjem.
Mødested: Klampenborg Station, Dyrehavevej 1, 2930 Klampenborg
Arrangementet inkluderer guidet gåtur i raskt tempo på ca. 1,3 km.