Skip to content
Foredrag og rundvisning i Danske Studenters Roklub med FOF Nordsjælland

I brændpunktet – studenter roere og modstandskampen

I brændpunktet – studenter roere og modstandskampen

Mange danskere følte, at den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig var en skamfuld ydmygelse, fordi vi ikke, i modsætning til, hvad der skete i Norge, søgte at gøre synderlig modstand. Derfor startede tanken om en aktiv modstand allerede fra første dag – og ét af stederne var i Danske Studenters Roklub (DSR), hvor en del af medlemmerne blev aktive i – og med til at forme – modstandskampen.

19 roere fra DSR gav deres liv for Danmark, og den store mindetavle i klubbens foyer bevidner deres kamp. Det gør også de mange statuetter, malerier og buster, som findes rundt omkring i huset på Strandvænget, og som hver især gemmer på deres helt specielle historie.

Så kom med på denne tur og hør fortællingen om roernes indsats, både til vands og til lands, og hvordan Poul Henningsen (PH) og Arne Jakobsen blev hjulpet over Øresund til Sverige i båd. Og få svar på hvorfor der var specielt mange roere, som var aktive i modstandsbevægelsen, og hvilken rolle Frederik IX spillede, siden vi finder ham afbilledet flere steder i klubben.

Oplev rammerne for dette væsentlige bidrag til modstandskampen ved en rundvisning ude som inde i roklubben DSR tilsat et spændende foredrag af medlem Paul Brüniche-Olsen, krydret med kaffe og kage.

Arrangementet inkluderer kort gåtur i nærområdet, foredrag med kaffe og kage, og indendørs rundvisning i Danske Studenters Roklub.

Mødested: Danske Studenters Roklub, Strandvænget 55, 2100 København Ø