Skip to content
Oplev Jernbanebyen med FOF Nordsjælland

Jernbanebyen

Jernbanebyen

Lokomotivværkstedet, Den gule by og øko-streetfood ‘Banegaarden’

Arkitektfirmaet Cobe vil i de kommende år forvandle DSB’s gamle godsbaneterræn på Vesterbro til Danmarks grønneste bydel med selvkørende busser, delecykler og boldbaner på hustagene. Cobes vinderprojekt lægger samtidig op til, at håndværkerånden fra DSB’s gamle centralværksted genoplives i form af atelierer, workshops og orangerier fulde af lokale kunstnere, håndværkere og iværksættere.

I begyndelsen af 1900-tallet tegnede DSB-arkitekten Heinrich Wenck et utal af bygninger til området, og i løbet af de næste hundrede år voksede værkstedsområdet så meget, at det blev en af byens største arbejdspladser. Efter Øresundsbroen forsvandt på få år al aktivitet i området, og nu spiller ‘Jernbanebyen’ en hovedrolle som kommende bindeled mellem Vesterbro, Sydhavn og indre by.

Og københavnerne kan åbenbart ikke vente med at indtage området, for allerede nu er 184 studieboliger i træ blevet opstillet af CPH Village, og lige ved siden af ligger øko-street food området ‘Banegaarden’, med aktører som bl.a. Aarstiderne og Realdania.

Kom med på en veloplagt byvandring med guide Frederik Lindskov fra Bjarke Ingels’ Kaktustårne og Nexus CPH ved Bymilen forbi Trafiktårn Øst, Metroens klargøringscenter og den historiske Skydebrohal til Lokomotivværkstedet, økomarkedet Banegaarden og Den Gule By.

Mødested: Trafiktårn Øst set fra Kalvebod Brygge mod Vesterbro. Carsten Niebuhrs Gade 49, Kbh. V.

Slutsted: Den Gule By