Skip to content

HUSK at vi har løbende optag på rigtig mange hold, hvor du har mulighed for at få nedslag i prisen for allerede afviklede mødegange. Kontakt kontoret på tlf. 93 88 15 97 og forhør dig om dine muligheder.

DDR

DDR

Den 3. oktober 1990 lukkede og slukkede én af Europas mest kontrollerede nationer: DDR. Selvom der kun er små 180 km fra Danmark til DDR, var det som en anden planet for de fleste danskere. Grænsen var lukket, og det var meget lidt, man vidste om livet bag den berygtede mur. Mange havde deres bange anelser, og historien viste da også, at der bestemt ikke var meget overraskende i livet bag muren. At leve i DDR var forbundet med total overvågning. Det allestedsnærværende Stasi vidste alt om alle. Frygten lå som en evig baggrundsstøj over landet. Men alligevel var det et land, der fungerede. Borgerne levede deres almindelige liv trods de ualmindelige livsvilkår. 

Som dug for solen forsvandt DDR fra landkortet. Ganske uden forvarsel endte det med totalt kollaps. Dét Politbureau, som i årtier havde defineret, hvad man måtte og ikke måtte, kom pludselig på bagkant med udviklingen. Det kunne simpelthen ikke nå at reagere, da folket endelig tog magten til sig. Selvom det er svært at tro, kollapsede DDR som konsekvens af en fejl. En pressemeddelelse, som aldrig skulle have været læst op, blev pludselig hovedtemaet på en pressekonference. En højtstående politiker, som kom uforberedt til den skæbnesvangre pressekonference, fik sagt for meget og opdagede ikke selv, hvad der var ved at ske. Det gjorde til gengæld grænsevagterne på Bornholmer Strasse i Berlin, som oplevede folkemasserne presse på for at få bommen åbnet. Det kunne have været endt i et blodbad. Men det gjorde det ikke. Det endte med DDR’s opløsning. 

Mikkel vil fortælle om, hvordan DDR opstod, hvordan det var at leve der, og hvordan det hele blev opløst. Mikkel er en levende fortæller, som kan formidle stoffet på fængende vis, så man får lyst til at høre med. Foredraget vil være en god blanding af anekdoter, historieformidling og artefakter hjembragt fra DDR dengang, det endnu bestod.  
 

Husk at du kan spare ved at tilmelde dig alle 4 foredrag i Kulturhøjskolen i foråret på én gang. Tilmeld dig her.