Skip to content

Vi har mange sommerhold, der er startet eller snart starter op - skal du være med? Du kan sagtens nå det.

Tilmelding til nyhedsbrev

Tiramisu med hjemmebagte ladyfingers

Drømmer du om at mestre den ægte italienske tiramisù, hvor cremet mascarpone, intens espresso og sprødheden fra luftige, hjemmebagte lady fingers smelter sammen i en uimodståelig symfoni af smag?

Kom med til en hyggelig og lærerig aften, hvor vi fordyber os i kunsten at fremtrylle denne ikoniske dessert helt fra bunden. Du sammensætter din egen tiramisù, som du tager med hjem. Vi starter med at bage sprøde og lette lady fingers – den perfekte base for den bløde mascarponecreme. Undervejs eksperimenterer vi med forskellige smagsnuancer og dekorationsmetoder, så du kan finde netop den version, der passer til din smag. 

Mens vi arbejder i køkkenet, dykker vi også ned i dessertens spændende oprindelse – en historie, der efter sigende begynder i et bordel i Treviso i 1800-tallet!
Tag med på en smagsrejse til Italien, hvor du både lærer at mestre denne klassiske dessert og samtidig får indblik i nye fortolkninger af tiramisù. Vi sørger for ingredienserne – du medbringer din nysgerrighed, lyst til at eksperimentere og et forklæde.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til en uforglemmelig aften med smag af Italien!

Medbring forklæde, egne drikkevarer og en rummelig beholder til din hjemmelavede tiramisù.

 

 

Information

  • Dato 01.10.2025-01.10.2025
  • Adresse Vinding Skole, Vejle
    Vindingvej 54
    7100 Vejle
  • Lokale Skolekøkken
  • Bemærkninger Medbring forklæde, egne drikkevarer og en rummelig beholder til din hjemmelavede tiramisù. Råvarer er inkl. prisen.

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 01.10.2025 17:00-20:00 Vinding Skole, Vejle Inger Harborg

Inger Harborg

Siden 2009 har jeg undervist i italiensk sprog og italiensk madlavning på aftenskole. Jeg er uddannet korrespondent i engelsk/tysk, men min nysgerrighed for det italienske sprog førte mig i 1982 til Rom, hvor jeg begyndte at lære italiensk – og italiensk levevis - helt fra bunden.

Mit liv i Italien blev en ”giro d’Italia”, hvor jeg gennem næsten tre årtier boede i fem forskellige regioner – fra den pulserende hovedstad Rom til de idylliske landskaber i Marche, og i charmerende områder som Viterbo, Sydtyrol, Verona og Gardasøen. Jeg blev fuldstændig betaget af Italien – dets fascinerende kunst og kultur, den gæstfrie og åbne befolkning, den storslåede natur, den elegante mode, og frem for alt den vidunderlige mad. Italienernes fokus på sæsonens råvarer og kompromisløse krav til kvalitet og smag i madlavningen har haft stor indflydelse på mit køkken.

I 1990'erne boede jeg ti år i regionen Marche i et charmerende gammelt stenhus på landet, hvor hele familien levede som vegetarer. Vi drev et økologisk landbrug med afgrøder, en blandet frugtplantage og en frodig køkkenhave, som forsynede os med friske, økologiske grøntsager op til syv måneder om året. Denne livsstil har præget mit verdensbillede og min tilgang til det grønne italienske køkken.

Gennem årene i Italien har jeg suget smage og metoder til mig ved at observere erfarne husmødre og passionerede hobbykokke, som tryllede de mest delikate retter frem med få ingredienser. I 2023 tog jeg et videre skridt i min kulinariske udvikling og tilbragte otte uger på International Academy of Italian Cuisine i Lucca, Toscana, for at hente ny inspiration og viden.

Med mange års erfaring og passion for den italienske madkultur har jeg samlet en stor skattekiste af tips og opskrifter, som jeg gerne deler med dig. Jeg håber at inspirere dig til at trylle duften og smagen af Italien frem i dit eget køkken.

På min Facebookside kan du se mere om mit italienske univers: https://www.facebook.com/italienskkulturmadogvin