Tag med museumsinspektør John V. Jensen til Museum Frello og hør foredraget om den fantastiske kunstmaler fra Outrup. "Jeg er optaget af publikum – det er malere ellers ikke, de er optaget af, hvad de selv føler. Det er jeg ikke. Jeg er optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter." Ordene er Otto Frellos og understreger både en uortodoks maler og et skyhøjt ambitionsniveau, hvor det uforklarlige og gådefulde spiller en vigtig rolle. Kompromisløshed har altid været Otto Frellos varemærke, således møder beskueren det ene maleri efter det andet, hvor maleren synes at have stillet sig selv den ene umulige opgave efter den anden. Det være sig at male duggen i edderkoppens spind, tågelandskaber, den silende regn, stedets ånd eller selve tidens gang. Altid kombineret med en yderst veludviklet fantasi og masser af humor og underfundighed, der altid gør mødet med hans malerier til en oplevelse. Publikum spiller altid en hovedrolle i Frellos billeder, og det har undervejs resulteret i ganske anderledes malerier. Gennem sine malerier ønsker Otto Frello at komme i dialog med publikum og inviterer beskueren til selv at bruge fantasien og med udgangspunkt i motivet fortælle billedets historier. Denne interaktion mellem maler, maleri og beskuer skaber ofte et betagende nærvær, der for mange er dybt fascinerende.