Skip to content
Magisk Raku - keramik - aftenhold - FOF Vest

Magisk Raku - keramik - aftenhold

Magisk Raku - keramik - aftenhold

Magiske raku – keramik og rakubrænding over 2 aftener

Hvad vil det sige at brænde raku? Rakubrænding er en gammel asiatisk keramiktradition, hvor du brænder dine lerværker fx. i en ombygget tønde. Raku giver de mest spændende, uforudsigelige og super smukke udtryk.

Dette kursus er til alle! Du behøver ikke at være øvet i lertøjet for at være med, bare du har lyst og mod til at prøve. Raku-kurset er fordelt over 2 gange, der er tid til at lære teknikker og hygge omkring tønden.

Den 1. dag skal vi lave værker til brændingen, vi bruger en special raku-ler, der er lidt grovere og robust. Du bliver introduceret for 3 teknikker og får lavet 3-5 værker, som skal tørres og bliver forglødet i værkstedet. Ca. 5 kilo ler er inkl. i prisen!

Den 2. dag skal værkerne brændes. Men først skal der glaseres! Derefter brændes der vha. en gasbrænder i den isolerede olietønde. Du kan følge med i opvarmningen via et hul i låget. Efter ca. 20 min. er temperaturen mellem 800 og 1000 grader, glasuren smelter og leret er nærmest hvidglødende. Så er det tid til at slukke og lægge hver enkelt ting over i noget brændbart materiale. Det selvantænder, og man lægger låg på, som forhindrer ilten i at kommet til.
Ved denne proces bliver leret, der hvor det ikke har fået glasur, sort og glasuren kan krakelere som følge af den bratte temperaturændring. Når værkerne er renskurede, kan vi beundre dem. 

Lad dig overraske og begejstre - det er aldrig til at vide, hvordan resultatet bliver.