Er du også hoppet med på genbrugsbølgen? Vil du gerne spare på jordens ressourcer i stedet for at købe nyt og smide væk? Drømmer du om at få din egen personlige stil? Så tilmeld dig denne kreative syweekend, hvor vi vil bringe nyt liv til gamle klude.
Et kursus hvor du kan re-designe og lave nye ting af dine gamle tekstiler som f.eks. duge, gardiner, broderier og aflagt tøj.
På kurset vil alle arbejde individuelt. Vi vil inspirere og hjælpe dig til at sy nemme modeller. Det kunne være bluser, kjoler, børnetøj eller tasker. Kun fantasien sætter grænser.
Medbring hvad du har af følgende:
Genbrugstekstiler, sygrej, symønstre du kunne tænke dig at arbejde med mm. Du vil modtage en mere udførlig liste med materialeforslag inden kursusstart.
Lidt om underviserne:
Helle Ulv Thomsen: Jeg er uddannet sygeplejerske, men har altid arbejdet kreativt ved siden af. Bl.a. har jeg været med i en børnetøjsbutik, hvor vi syede tøjet selv og solgte det. Jeg har gennem tiden taget adskillige sykurser og længere højskoleophold med tilskæring, design og syteknikker.
Dorthe Æbelø: Jeg er uddannet tekstildesigner og har tidligere arbejdet som designer af både dame- og børnetøj. Jeg har været på flere højskoleophold for at lære nye håndarbejdsteknikker og få ny kreativ inspiration – bl.a. indenfor re-design. De sidste 4 år har jeg arbejdet som ekspedient hos Selfmade, hvor jeg har solgt stof, garn og alverdens kreating.
Vi er begge to meget optaget af at spare på jordens ressourcer og leve mere bæredygtigt bl.a. ved at sy vores eget tøj af genbrugstekstiler.
Praktiske oplysninger:
Kurset afholdes i håndarbejdslokalet på Lykkesgårdskolen i Varde.
Symaskiner vil være til rådighed.
Medbring:
Frokost og drikkevarer.
2 uger før kurset modtager du en liste over, hvad du skal medbringe.