Der findes utroligt meget vin derude, og jeg tror vi alle sammen har oplevet at blive skuffet. Vi har nok en fornemmelse af, hvad det er for noget vin, vi godt kan lige, men det kan være svært at sætte ord på.
Denne aften får vi et indblik i vinens verden i samarbejde med Peter fra Vinoman. Hvad er et godt glas vin? Hvor dyr er en god vin? Er en vin til kr. 100 dobbelt så god som en til kr. 50? Er vine med alkoholprocent over 15% bedre end dem på 14% ? Er europæisk vin et bedre valg end de oversøiske fra f.eks. New Zealand ? Hvorfor smager Chardonnay fra Frankrig anderledes end Chardonnay fra USA…?
Spørgsmålene kan være mange… kom og hør nærmere – smag og spørg i en afslappet atmosfære.
Vi præsenterer en vinsmagning over en time og 45 minutter, hvor vi skal smage på mousserende vin, hvidvin, rosévin, rødvin og en dessertvin. Vi får også lidt brød med en god olivenolie til.
Alle deltagere får udleveret et smageskema og i forbindelse med smagningen vil vinene kunne købes til særpris.