Skip to content
Besøg hos Hvidbjerg Strand Feriepark - FOF Vest.

Besøg hos Hvidbjerg Strand Feriepark

Besøg hos Hvidbjerg Strand Feriepark

I 1976 grundlagde Mona og Thorkild Slaikjær, det vi i dag kender som Hvidbjerg Strand Feriepark. Mona og Thorkild faldt dengang for stedet, herunder den skønne vestjyske natur ved Vesterhavet. I dag er det søskendeparret Steen og Lene Slaikjær, der ejer Hvidbjerg Strand Feriepark.

Ideerne med stedet er mange, og der tænkes hele tiden i nye baner for at skabe noget nyt og spændende. Gennem tiden har pladsen været i en rivende udvikling, og der har været mange store projekter. Et af de første store projekter var det tropiske badeland. Badelandet blev bygget med en idé om at skabe et tropisk miljø, hvor vandet er 28 grader og luften 30. Senere er det store wellnesscenter på 1200 m² kommet til. Idéen med wellness centeret var at skabe ro og velvære for gæsterne og med et kig ud over Vesterhavet. I samme ombæring blev der etableret et jordvarme- og solcelleanlæg, som medvirker til at medbringe CO2 mængden kraftigt. Legelandet PlayCity på hele 800 m² blev etableret i westernbyen og kort efter fulgte det store trampolinland. Overnatningsmulighederne på Hvidbjerg Strand Feriepark har også ændret sig gennem tiden. Fra almindelig camping, til luksuscamping, over westernhytter til hytte på stole i vandet og de nyeste glamping-hytter. I 2017 byggede man desuden et strandhotel med 24 lejligheder samt 23 strandvillaer med egen spa på terrassen.

Der er meget at se på og fortælle om. Vi får hele historien af Steen Slaikjær, som tager os med rundt på en guidet tur.

Under kaffe hører vi også om købet af Vejers Strand Camping, Skagen Sydstrand Camping samt om tankerne med Vejers Strandhotel.

Kaffen er med i prisen.

Praktiske oplysninger:
Du kan parkere overfor Strandhotellet lige inden du når Vesterhavet. Herfra går du op til campingpladsens reception, hvor du møder en værtinde fra FOF.