
FOF-underviser Brunella Lombardi har undervist i italiensk i både København, Hamborg og Bologna. Her er hendes tre første ord til dig, der overvejer at lære sproget.
Forestil dig det lige: Du sidder på en solbeskinnet plads i Toscana, mellem ferskenfarvede husmure og med lyden af fuglefløjt og en fjern Vespa i baggrunden. Du spørger ind til dagens ret på italiensk – og du forstår faktisk svaret! Det lyder som et drømmescenarie, men det er måske slet ikke så urealistisk, som man skulle tro.
For med tre små ord er du allerede godt i gang med at lære italiensk. Vi har bedt FOF-underviser Brunella Lombardi, om at vælge dem. Og hun starter altid det samme sted: Med de ord, der åbner døre.
1. Grazie: Tak
Det første, Brunella lærer sine elever, er ikke en grammatikregel. Det er taknemmelighedens ord. Det er kort og godt – men man kommer langt med det i den italienske kultur, hvor samspillet mellem mennesker er i fokus.
2. Piacere: Dejligt at møde dig
Piacere er god at kunne når man møder nye mennesker. Ifølge Brunella begynder sproget i mødet med andre, og piacere er en slags sprogligt håndtryk.
”Det er en gestus man kan gøre for at åbne sig og vise at man kommer med fred,” forklarer Brunella Lombardi.
3. Essere: At være
Det vigtigste verbum du kan lære på de fleste sprog: Essere betyder at være – og det er et rigtig godt sted at starte for alle der vil udtrykke sig på italiensk.
”Det er meget relevant at kunne formidle, hvem vi er og vores behov, så andre kan møde os og hjælpe os så meget som muligt,” siger Brunella Lombardi.