I koret er alle lige

Gem et lille smil til det bliver gråvejr, for livet er langt, lykken er kort, og om lidt er kaffen klar.

Vi er på Nørremarkens Plejehjem i Køge. Et lokale fyldt med kærlighed. Kærlighed til musikken og sangen. Og kærlighed til det menneske, man sidder ved siden af.
I FOF’s kor i Køge, er både mennesker med demenssygdom og deres pårørende med. Side om side, med Cæcilie Keller som underviser og korleder i front, synger de klart, smukt og tydeligt.

Elvis og Cliff

Alice og Niels hørte meget musik sammen som unge. Hun var mest til Elvis, han var mest til Cliff. De kunne godt køre en indbyrdes konkurrence på det område. Nu tager Niels og Alice sammen til demenskor.

” Alice har sunget i flere forskellige kor, blandt andet Køge koret, og har optrådt meget. Hun skal selvfølgelig stadig ud at synge, og så går jeg da med,” fortæller Niels, mens der er kaffepause.

Plads til alle følelser

Korets underviser er Cæcilie Keller, der har efteruddannelse i musikterapi. Ydmyg, jordbunden, og dog skinnende dygtig, står hun i front og spiller op til de forskellige sange. Hun beskriver fællessang som fællesskab i sin fineste form. Et rum hvor der er plads til alle, og hvor man kan læne sig ind i hinandens stemmer.

” Det er også et rum med plads til hele følelsesspektret – fra glæde, håb og grin til nostalgi og savn. Det er der plads til, når man synger skulder ved skulder og bærer hinanden gennem det,” fortæller Cæcilie Keller.”

Cæcilies tilgang sætter stærkt aftryk på det enkelte menneske i koret. Det fortæller en af korets deltagere, der er med som pårørende.

”Cæcilie har en fuldstændig uvurderlig betydning for en masse mennesker uge efter uge. Hun ser den enkelte, lytter, og giver sig tid til at spørge ind til deltagernes oplevelser, også i forhold til teksternes indhold i de udvalgte sange. Hun skaber struktur og genkendelse, hvilket er meget vigtigt. Hun er medvirkende til, at min mor, og også alle andre, føler sig inkluderet og betydningsfuld,” fortæller Sidse, der synger i koret sammen med sin mor, Lydia.

I sangen er vi lige

I koret i Køge deltager mennesker med demenssygdom og pårørende deltagere på lige fod. Og det er der en særlig grund til.

”Det er med til at understøtte deltagerne og deres følelse af ligeværd. Her er et fællesskab hvor alle er lige. Når vi er i musikken, fylder demenssygdommen ikke. Det bliver en aktivitet man går til sammen. Som Alice og Niels, der hver gang får udleveret hver deres sangbog, men vælger at dele sangbog, fordi det er hyggeligt.”

Musikken sammen

Niels og Alice har været med i koret siden begyndelsen sidste efterår, og er meget glad for det. De er glade for at synge de gode danske sange, og også gerne stadig Elvis. I det hele taget kan de lide alt musik – undtagen rock, fortæller Niels og de to mindes en rockkoncert som unge, hvor de havde pladser på første række, men måtte gå ret hurtigt.

”Det var bare larm,” beretter Niels, og Alice er enig.

I dag har Alice et værelse på Nørremarkens Plejehjem, hvor de to går til kor.

De har stadig musikken sammen.