
Sådan kommer du i gang med at sy
Vil du lære at sy eget tøj? Drømmer du om at kunne tilrette et genbrugsfund eller reparere tøj der er i stykker? Kirsten Rømer er sylærer på aftenskolen og guider dig i gang.
Kom i gang med at sy kom ud af stuen
Gør dit første syprojekt til en succes
Kender du denne situation? Du har fundet en guide på nettet, hvor du nemt kan omdanne en gammel skjorte fra en genbrugsbutik til et stykke lækkert tøj.
Men så bliver det alligevel ikke helt som på skærmen. Eller også ser det godt ud, men sidder mærkeligt.
Spørger man Kirsten Rømer, underviser i syning i Køge, er det en god ting at finde inspiration til syprojekter foran skærmen – også selvom du endnu ikke har lært at sy.
”Det giver drømme. De drømme håber jeg, du handler på, og går ud af stuen.”

En tirsdag eftermiddag på et af FOF Køge Bugts syhold i Køge.
Bag hver symaskine er deltagerne i gang med lige det projekt og mønster, de godt kunne tænke sig. Underviser Kirsten Rømer går rundt og hjælper med gode råd til at komme videre med udfordringer, inspiration og tilretning.
Her er helt igennem rart at være.
Holdet mødes hver anden uge til et par timer, hvor deltagerne hver især har medbragt deres syprojekt, og får vejledning og støtte undervejs.
”Vi snakker mest, når vi drikker kaffe. Ellers arbejder vi på højtryk. Vi skal jo have mest muligt ud af tiden,” siger Pia, en af deltagerne, der har kastet sig over et nyt mønster til en jakke.
På et hold, kan du få den hjælp, der skal til, så du også får brugt dit nye tøj igen og igen.
Kirsten Rømer, sylærer
Hjælp til tilretning
På et sykursus får du vejledningen til at komme i gang, og du lærer det håndværk, der gør, at du kan tage inspirationen fra YouTube og Pinterest i brug. Samtidig får du hjælp til tilretning, så dit syprojekt også sidder godt på dig.
”Man kan ikke klare tilretning alene. Derfor er det også godt at være på et hold, hvor du kan få den hjælp, der skal til, så du også får brugt dit nye tøj igen og igen.”
Kirsten Rømer underviser både i syning for begyndere – et kursus for dig, der lige har fået en symaskine og endnu ikke har pakket den ud, samt i sycafé, hvor det handler om at lære det basale, mens man arbejder på de projekter, man har lyst til.
Får dig godt gennem dit projekt
Efter en sæson i sycafeen, har du et godt udgangspunkt for din syning.
"Så kan du klare bukseoplægninger, forny elastikker i bukserne. Du kan håndtere maskinen, og du har kendskab til forskellige sømme. Du har et overblik over, hvilken rækkefølge det er bedst at sy i.”
Hos Kirsten Rømer, har du selv mulighed for a vælge, hvad du syer - for det skal være noget du har lyst til. Noget er dog lettere end andet.
”Det er mest realistisk at starte med at sy enkle tasker, puder og t-shirts. Der er også nogle gange folk, der starter fra bunden, men gerne vil lære at sy den helt store kjole. Jeg prøver at opfordre til, at man starter med nogle af de mere simple mønstre, men hvis det kun er det, kursisten går efter, så prøver jeg at hjælpe med, at de kommer godt igennem det.”