
Find programmet for Seniorhøjskolen Spor A her.
Spor A kommer gennem følgende foredrag i løbet af sæsonen:
En forårsdag i 1984 fik Robert på Vesterbrogade i København det svar, han mente ville føre til succes og mening i livet. Som 20-årig blev han en del af Scientology, og gennem de næste 20 år dedikerede han hele sin tilværelse til bevægelsen. Han avancerede til de højeste niveauer i organisationen og byggede både sit arbejdsliv, sit sociale netværk og sin identitet omkring den.
Men efter to årtier begyndte tvivlen at melde sig. En voksende indre uro fik ham til at undersøge Scientologys ledelse og historie gennem uafhængige kilder – velvidende at det kunne koste ham alt: hans familie, hans levebrød, hans tro og det liv, han havde opbygget.
"Afhopperen" er Roberts personlige fortælling om livet i Scientology, om radikalisering og manipulation, og om modet til at stille spørgsmål ved det, man tror på – også når prisen er høj.
Hvordan blev en romersk operasanger til et af vores tids mest forbløffende musikalske fænomener? I dette foredrag, fyldt med operaklip og scener fra dokumentarfilm om verdensstjernen Cecilia Bartoli, følger vi den allerede legendariske sangerindes enestående karriere. Vi bevæger os fra de tidlige år i 1990’erne, hvor hun fornyede hele idéen om, hvordan både mænd og kvinder skal synge operaer af Vivaldi, Mozart og Rossini, til hendes position i dag.
Med dette underholdende foredrag sætter Thomas Milholt fokus på Cecilia Bartolis fantastiske sangteknik, hendes kunstneriske valg og evne til at forene forskning, formidling og scenisk magi. Vi ser på de milepæle der har formet hendes karriere, rollen som kunstnerisk leder af Monte-Carlo Operaen og triumferne i rollen som formidler af det barokke og klassiske repertoire.
Kort sagt: Et portræt af en kunstner, der både synger opera – og forvandler den.
Storm P. (1882–1949) var en af Danmarks mest elskede og alsidige kunstnere. Han var tegner, maler, forfatter, skuespiller og revyartist – og ikke mindst en mester i at fange det dagligdags med humor og varme. Storm P’s evne til at kombinere satire, poesi og social kritik med et smil, gør ham til en tidsløs figur i dansk kunst og underholdning.
Greve
50 972 tirsdage kl. 9.00-11.40 FOF Huset
50 971 tirsdage kl.10.00-12.40 Greve Borgerhus
50 973 tirsdage kl.10.00-12.40 FOF Huset
50 974 onsdage kl. 9.00-11.40 FOF Huset
50 984 onsdage kl.12.00-14.40 FOF Huset
50 985 torsdage kl.12.00-14.40 FOF Huset
50 981 fredage kl. 9.00-11.40 Greve Borgerhus
Køge
50 970 fredage kl.9.30-12.15 Den Hvide By
Michelle Garnier er kunsthistoriker og mange år formidler på Nivågårds Malerisamling, som i 2016-17 havde den store - Humsti Bumsti Storm P. udstilling
Fra flugt til frihed: En ung mand forlod Polen i 1986. 40 år senere ser han tilbage på sin rejse til Danmark. Livet som flygtning blev starten på en ny personlig identitet. Et liv i rejsebranchen formede hans fremtid. I dag deler han sin historie om drømme, valg og forståelse.
I stort tal kommer der mennesker ind over grænserne: de vil have bedre levevilkår. Det er der ikke noget nyt i. Mennesket har altid vandret. Vi vil især se på, hvordan folkevandringstiden (ca. år 400-600) kom til at forme det Europa, vi har i dag.
Engang rivaliserede Rusland og Amerika om magt og dominans i verden. Efter Berlinmurens fald og den digitale revolution ændredes vilkårene. I 2026 eksisterer der en mafiøs magtakse mellem Donald Trump og Vladimir Putin, båret frem af forretningsinteresser der driver både de russiske oligarker og de ekstremt rige familier bag Trumps MAGA-imperium. Nogle af disse verdens største økonomier opererer i et juridisk gråzoneland, hvor politiundersøgelser har svært ved at få adgang og dommerkendelser er en by i Rusland. Dette foredrag udreder de tætte bånd bag den globale skyggealliance, som for få årtier siden forekom umulig. Hvad kan Europa og det Globale Syd stille op for at skabe mere retfærdige vilkår for klodens fremtid?
Med afsæt i sin roman om en afghansk flygtningedrengs rejse til Europa fortæller Adam om de mennesker og oplevelser, der inspirerede bogen. Romanen udspringer af hans arbejde som humanitær medarbejder i Afghanistan og af rejser langs flygtningeruter gennem blandt andet Sudan og Nordmakedonien.
Foredraget handler om flugt og migration, men også om de menneskelige og etiske spørgsmål, der opstår i mødet med mennesker på flugt. Hvorfor forlader mennesker deres hjem? Hvad sker der under en flugt, der kan vare dage, måneder eller år? Og hvordan påvirkes vi selv af at stå ansigt til ansigt med andres nød?
Gennem personlige erfaringer og fortællinger fra virkeligheden, sættes der fokus på flygtninges livsvilkår, de historier, der sjældent bliver fortalt, og på, hvordan mødet med mennesker i nød kan udfordre vores syn på verden – og på os selv.
Hvad har populære tv-serier og film som Rejseholdet, Ørnen, Nikolaj & Julie, Livvagterne, Pelle Erobreren, Åndernes Hus, Jul i Valhal og krimibøger med Ole Henriksen at gøre? Svaret er filminstruktøren Martin Schmidt.
Hør Martins utroligt underholdende og visuelle foredrag om hvordan Rejseholdet blev skabt til tv, hvordan der arbejdes med publikums følelser, og hør hvorfor det er så pokkers svært at høre hvad de siger på dansk tv.
Få relevante filmklip at se og lær forklaringen om det måske mest berygtede afsnit af Rejseholdet. Hør de mange morsomme og lærerige historier fra et liv med film, tv og bøger.
Byggeriet af den Transiranske Jernbane i 1930’erne blev forestået af det danske ingeniørfirma Kampsax med dets chef Jørgen Saxild personligt i spidsen. Byggeriet er betragtet som en af de største danske ingeniørmæssige bedrifter nogensinde, og i 2021 blev jernbanen optaget på Unesco’s verdensarvsliste. Jørgen Saxilds barnebarn, Jacob Saxild, fortæller om dette fantastiske byggeris tilblivelse og betydning – både for familien, men også for dansk erhvervsliv og verdenshistorien. Foredraget kommer omkring ingeniørmæssige udfordringer og præstationer, over kongelige skrøner og 2. verdenskrigs slagmarker, og slutter med en køretur med banen i dag. En personlig fortælling, der strækker sig over 100 år og er baseret på familiens egne oplevelser og historier.
Flemming Ytzen: Under Europas bløde bug
Nordafrika var engang lige så kristent som Sydeuropa, men efter de arabiske erobringer i 600- og 700-tallet blev islam den dominerende religion i regionen. Herfra medvirkede nordafrikanske berbere til den muslimske erobring af Spanien, mens korstog og europæisk kolonialisme senere satte deres præg på området.
I dag rummer Maghreb-landene store politiske og kulturelle forskelle, men islam fungerer fortsat som et fælles bindeled. Foredraget giver et indblik i regionens historie og udvikling samt de forskellige veje, som Tunesien, Algeriet, Libyen, Marokko, Vestsahara og Mauretanien har fulgt siden afkoloniseringen.
Lær det ofte oversete Nordvestafrika bedre at kende gennem fortællinger om religion, erobringer, kolonitid og moderne samfund.
Sydatlanten. Måske verdens mest nådesløse og mytiske havområde. Sydatlanten og Antarktis er blandt verdens mest barske og mytiske egne. Her blev historier om mod, fejltagelser og overlevelse skrevet af polarforskere som Roald Amundsen, Robert Falcon Scott og Ernest Shackleton.
Foredraget tager os med på en ekspedition fra Ushuaia via Falklandsøerne og South Georgia til Antarktis, hvor vi krydser den sydlige polarcirkel.
Undervejs fortælles om polarekspeditioner, geopolitik og naturens enorme kræfter – ikke mindst i det berygtede Drake-passagen, hvor mennesket altid må bøje sig for havets vilje
Carsten Niebuhr født i Ditmarsken som søn af en marskbonde. Niebuhr var ekspeditionens fysiker og matematiker, og blev han udnævnt til fører af rejsekassen og regnskaberne. I 1761 sendte den danske kong Frederik V seks særligt udvalgte personer af sted til det, der dengang blev kaldt Arabia Felix – Det Lykkelige Arabien. Ekspeditionens mission var at udforske den ukendte og mystiske arabiske verden og finde svar på en række videnskabelige spørgsmål. Efter næsten 7 år, vendte Carsten Niebuhr tilbage til Danmark som ekspeditionens eneste overlevende.
I november 2025 blev Cambodia udforsket på en 2.975 km lang solo motorcykelrejse langs grænserne til Vietnam, Laos og Thailand samt kysten ved Gulf of Thailand. Undervejs blev der mødt lokale mindretal, observeret sjældne floddelfiner i Mekong og talt med mennesker, der oplevede Khmer Rouge-regimet og borgerkrigen på nært hold.
Rejsen gik gennem Kardemommebjergene, til Tonle Sap-søen, Angkor Wat og Sihanoukville, hvor konsekvenserne af kinesiske investeringer og den voksende kasino- og scamindustri blev belyst gennem lokale fortællinger.
Med fotos, personlige møder og historier fra hele landet giver Henrik et levende indblik i Cambodias storslåede natur, dramatiske historie og befolkningens bemærkelsesværdige styrke
Hvordan håndterer det moderne Japan arven efter Anden Verdenskrig, og hvorfor skaber krigshistorien stadig spændinger i forholdet til nabolandene?
Med udgangspunkt i egne rejser, reportager og interviews fortæller Asger, hvordan fortællingen om krigen har udviklet sig i det japanske samfund, skolesystemet og familielivet siden 1945, og hvilke politiske konsekvenser det har haft.
Foredraget tager også deltagerne med til Hiroshima Peace Memorial Museum og det omstridte museum ved Yasukuni Shrine, hvor forskellige fortolkninger af Japans krigshistorie kommer til udtryk
I 2024 var det 100 år siden at Th. Stauning blev Danmarks første socialdemokratiske statsminister. Han blev også den store og centrale politiker i mellemkrigstidens Danmark. Som ung var han fra århundredskiftet aktiv i arbejderbevægelsens politiske arbejde og var inden 1. Verdenskrig formand for Socialdemokratiet. En af Staunings store kvalifikationer var hans sans for det politiske spil, der betød samarbejde med De Radikale. Det kom mest markant til udtryk i Kanslergadeforliget i januar 1933, som gjorde tilværelsen lidt lysere for mange tusinde arbejdere i en vanskelig tid. Sammen med Kanslergadeforliget var Socialreformen fra samme år med til at tegne konturerne af et nyt Danmark, hvor velfærd blev et nøglebegreb.
Foredraget er en historisk vandring fra Romerriget til EU med start i kristendommens første tid som forfulgt religion til den får magt og indflydelse politisk og kulturelt. Hvorfor er det kristendommen i sin konservative form, der får politisk indflydelse?
I begyndelsen af det 20. århundrede samledes en kreds af kunstnere, forfattere og intellektuelle i bydelen Bloomsbury i London. De ville gentænke kunsten, kærligheden og samfundet. Blandt de centrale skikkelser var forfatteren Virginia Woolf, maleren Vanessa Bell og kunstkritikeren Roger Fry. Bloomsbury-gruppen brød med victoriatidens moral og traditionelle kunstsyn. De eksperimenterede med form og farve i maleriet, med bevidsthedsstrøm i litteraturen og med nye måder at leve og elske på. Deres hjem blev laboratorier for modernismen – steder hvor kunst og liv smeltede sammen
I året (ca.) 1170 f.v.t. får en kongelig skriver til opgave at færdigbygge en højtstående ægyptisk generals tempelgrav i Saqqara. Men da skriveren ankommer på byggepladsen, er byggematerialerne aldrig ankommet og håndværkerne er blevet hyret af et andet projekt. Dette foredrag er baseret på skriveren Buqentuefs egen beskrivelse af de problemer han måtte løse for godt 3000 år siden, og som han nedskrev i sin papyrus-dagbog.
Turen går til følgende destinationer:
Rundviser: Frederik Lindskov
København vokser og forandrer sig hastigt, og kun et stenkast fra centrum ligger et af byens mest spændende områder: Refshaleøen og Margretheholm. Her mødes industrihistorie, banebrydende arkitektur, grønne fællesskaber og gastronomi i verdensklasse.
Vi mødes ved Charlotte Amalies Bastion og går forbi Erdkehlgraven, de gamle kanonbådsskure og søminedepotet, som i dag huser Noma. Undervejs hører vi om områdets historie, vandflyverhangaren H53 og boligområdet Margretheholm.
Turen afsluttes på Amager Bakke med udsigt over Refshaleøen og den kommende Lynetteholm, mens vi ser nærmere på de visioner, der former fremtidens København.
Mødested: Foran Restaurant Aure, Krudtløbsvej 8, 1439 København K.
Slutsted: Amager Bakke.
Rundvisning med Dina Rawat
Christine Swane (1876-1960) var en markant skikkelse i dansk kunst. Med udgangspunkt i Fynbomalernes naturstudier udviklede hun sit eget poetiske billedsprog, præget af stærk farvesans og en eksperimenterende tilgang til motiv og billedrum.
Swane arbejdede ikke kun som maler, men også med keramik, skulptur, tekstilkunst og mosaikker. Hun var en nysgerrig og alsidig kunstner, som gennem hele livet udforskede nye udtryksformer.
Udstillingen præsenterer hendes mangfoldige virke og giver et indblik i en kunstner, der konstant fornyede sig og gik sine egne veje.
Mødested: Nivågaard malerisamling, Gammel Strandvej 2, 2990 Nivå.