
Find programmet for Seniorhøjskolen Spor C her.
Seniorhøjskolen Spor C skal gennem følgende foredrag
En forårsdag i 1984 fik Robert på Vesterbrogade i København det svar, han mente ville føre til succes og mening i livet. Som 20-årig blev han en del af Scientology, og gennem de næste 20 år dedikerede han hele sin tilværelse til bevægelsen. Han avancerede til de højeste niveauer i organisationen og byggede både sit arbejdsliv, sit sociale netværk og sin identitet omkring den.
Men efter to årtier begyndte tvivlen at melde sig. En voksende indre uro fik ham til at undersøge Scientologys ledelse og historie gennem uafhængige kilder – velvidende at det kunne koste ham alt: hans familie, hans levebrød, hans tro og det liv, han havde opbygget. "Afhopperen" er Roberts personlige fortælling om livet i Scientology, om radikalisering og manipulation, og om modet til at stille spørgsmål ved det, man tror på – også når prisen er høj.
Christine Swane (1876–1960) var en ener i dansk kunst. Hun var ikke kun maler, men også keramiker og kunsthåndværker – en kunstner, der gik sine egne veje. Fra september 2026 vil der være en stor udstilling om Christine Svane på Nivågårds Malerisamling med titlen “150-året for Christine Swane – En hyldest til en enestående kunstner”
Udstillingen markerer 150-året for Christine Swanes fødsel med den hidtil mest omfattende præsentation af hendes livsværk.
Foredragsholder er Michelle Garnier, hun er kunsthistoriker og har tidligere arbejde på Nivågårds Malerisamling som formidler. Hendes foredrag vil tage udgangspunkt i udstillingen.
Hvad har populære tv-serier og film som Rejseholdet, Ørnen, Nikolaj & Julie, Livvagterne, Pelle Erobreren, Åndernes Hus, Jul i Valhal og krimibøger med Ole Henriksen at gøre? Svaret er filminstruktøren Martin Schmidt.
Hør Martins utroligt underholdende og visuelle foredrag om hvordan Rejseholdet blev skabt til tv, hvordan der arbejdes med publikums følelser, og hør hvorfor det er så pokkers svært at høre hvad de siger på dansk tv.
Få relevante filmklip at se og lær forklaringen om det måske mest berygtede afsnit af Rejseholdet. Hør mange morsomme og lærerige historier fra et liv med film og tv
Tune
50 986 tirsdage kl.10.00-12.45 Tune Borgerhus
Stevns/Køge
50 989 onsdage kl.9.30-12.15 Acaciebo, Stevns
Egedal
50 988 mandage kl.10.00-12.45 Stenløse Kulturhus
50 987 fredage kl.9.30-12.15 Græstedgård Ølstykke
Carsten Niebuhr født i Ditmarsken som søn af en marskbonde. Niebuhr var ekspeditionens fysiker og matematiker, og blev han udnævnt til fører af rejsekassen og regnskaberne. I 1761 sendte den danske kong Frederik V seks særligt udvalgte personer af sted til det, der dengang blev kaldt Arabia Felix – Det Lykkelige Arabien. Ekspeditionens mission var at udforske den ukendte og mystiske arabiske verden og finde svar på en række videnskabelige spørgsmål. Efter næsten 7 år, vendte Carsten Niebuhr tilbage til Danmark som ekspeditionens eneste overlevende.
Fra flugt til frihed: En ung mand forlod Polen i 1986. 40 år senere ser han tilbage på sin rejse til Danmark. Livet som flygtning blev starten på en ny personlig identitet. Et liv i rejsebranchen formede hans fremtid. I dag deler han sin historie om drømme, valg og forståelse.
Hvordan blev en romersk operasanger til et af vores tids mest forbløffende musikalske fænomener? I dette foredrag, fyldt med operaklip og scener fra dokumentarfilm om verdensstjernen Cecilia Bartoli, følger vi den allerede legendariske sangerindes enestående karriere. Vi bevæger os fra de tidlige år i 1990’erne, hvor hun fornyede hele idéen om, hvordan både mænd og kvinder skal synge operaer af Vivaldi, Mozart og Rossini, til hendes position i dag.
Med dette foredrag sætter Thomas fokus på Cecilia Bartolis fantastiske sangteknik, hendes kunstneriske valg og evne til at forene forskning, formidling og scenisk magi. Vi ser på de milepæle der har formet hendes karriere, rollen som kunstnerisk leder af Monte-Carlo Operaen og triumferne i rollen som formidler af det barokke og klassiske repertoire. Kort sagt: Et portræt af en kunstner, der både synger og forvandler opera.
Engang rivaliserede Rusland og Amerika om magt og dominans i verden. Efter Berlinmurens fald og den digitale revolution ændredes vilkårene. I 2026 eksisterer der en mafiøs magtakse mellem Donald Trump og Vladimir Putin, båret frem af forretningsinteresser der driver både de russiske oligarker og de ekstremt rige familier bag Trumps MAGA-imperium. Nogle af disse verdens største økonomier opererer i et juridisk gråzoneland, hvor politiundersøgelser har svært ved at få adgang og dommerkendelser er en by i Rusland. Dette foredrag udreder de tætte bånd bag den globale skyggealliance, som for få årtier siden forekom umulig. Hvad kan Europa og det Globale Syd stille op for at skabe mere retfærdige vilkår for klodens fremtid?
Storm P. (1882–1949) var en af Danmarks mest elskede og alsidige kunstnere. Han var tegner, maler, forfatter, skuespiller og revyartist – og ikke mindst en mester i at fange det dagligdags med humor og varme. Storm P’s evne til at kombinere satire, poesi og social kritik med et smil, gør ham til en tidsløs figur i dansk kunst og underholdning.
Michelle Garnier er kunsthistoriker og mange år formidler på Nivågårds Malerisamling, som i 2016-17 havde den store - Humsti Bumsti Storm P. udstilling
Foredraget er en historisk vandring fra Romerriget til EU med start i kristendommens første tid som forfulgt religion, til den får magt og indflydelse - såvel politisk som kulturelt. Hvorfor er det kristendommen i sin konservative form, der får politisk indflydelse?
Efter branden på Frederiksborg Slot i 1859 opstod en enestående tradition for kunstfilantropi i Danmark. Først finansierede J.C. Jacobsen genopbygningen af slottet, og senere skænkede Carl Jacobsen sin kunstsamling til nationen gennem Ny Carlsberg Glyptotek. I de følgende årtier fulgte flere store kunstsamlere trop med blandt andre Heinrich Hirschsprung, Johannes Hage, Vilhelm Hansen, C.L. David og Knud W. Jensen, som gjorde deres samlinger tilgængelige for offentligheden. Vi skal høre historien om de mennesker, der med passion for kunst og et ønske om at give noget tilbage til Danmark skabte nogle af landets vigtigste kunstsamlinger.
Nordafrika var engang lige så kristent som Sydeuropa, men efter de arabiske erobringer i 600- og 700-tallet blev islam den dominerende religion i regionen. Herfra medvirkede nordafrikanske berbere til den muslimske erobring af Spanien, mens korstog og europæisk kolonialisme senere satte deres præg på området.
I dag rummer Maghreb-landene store politiske og kulturelle forskelle, men islam fungerer fortsat som et fælles bindeled. Foredraget giver et indblik i regionens historie og udvikling samt de forskellige veje, som Tunesien, Algeriet, Libyen, Marokko, Vestsahara og Mauretanien har fulgt siden afkoloniseringen.
Lær det ofte oversete Nordvestafrika bedre at kende gennem fortællinger om religion, erobringer, kolonitid og moderne samfund.
Vejret er et af danskernes foretrukne samtaleemner, men i takt med klimaforandringerne er spørgsmålene blevet større: Ændrer klimaet sig? Bliver vejret mere ekstremt? Og hvad betyder det for os?
Foredraget giver en introduktion til klima- og vejrsystemerne på Jorden. Vi ser på temperaturer, nedbør, storme, stigende have og smeltende is, samt undersøger hvad forskningen fortæller om udviklingen i Danmark og resten af verden.
Med eksempler på ekstremt vejr, fokus på Danmark, Grønland og Færøerne samt indblik i IPCC’s seneste viden, belyses både de observerede klimaændringer, fremtidens udfordringer og de muligheder, vi har for at handle.
Til sidst taler vi om, hvad vi mennesker egentlig gør - og kan gøre ved det?
Sydatlanten. Måske verdens mest nådesløse og mytiske havområde. Sydatlanten og Antarktis er blandt verdens mest barske og mytiske egne. Her blev historier om mod, fejltagelser og overlevelse skrevet af polarforskere som Roald Amundsen, Robert Falcon Scott og Ernest Shackleton.
Foredraget tager os med på en ekspedition fra Ushuaia via Falklandsøerne og South Georgia til Antarktis, hvor vi krydser den sydlige polarcirkel. Undervejs hører vi om polarekspeditioner, geopolitik og naturens enorme kræfter – ikke mindst i det berygtede Drake-passagen, hvor mennesket altid må bøje sig for havets vilje
I november 2025 blev Cambodia udforsket på en 2.975 km lang solo motorcykelrejse langs grænserne til Vietnam, Laos og Thailand samt kysten ved Gulf of Thailand. Undervejs blev der mødt lokale mindretal, observeret sjældne floddelfiner i Mekong og talt med mennesker, der oplevede Khmer Rouge-regimet og borgerkrigen på nært hold. Vi er med på rejsen der går gennem kardemomme-bjergene, til Tonle Sap-søen, Angkor Wat og Sihanoukville, hvor konsekvenserne af kinesiske investeringer og den voksende kasino- og scamindustri blev belyst gennem lokale fortællinger. Med fotos og historier fra hele landet, giver Henrik et levende indblik i Cambodias natur, dramatiske historie og befolkningens styrke
I 2024 var det 100 år siden at Th. Stauning blev Danmarks første socialdemokratiske statsminister. Han blev også den store og centrale politiker i mellemkrigstidens Danmark. Som ung var han fra århundredskiftet aktiv i arbejderbevægelsens politiske arbejde og var inden 1. Verdenskrig formand for Socialdemokratiet. En af Staunings store kvalifikationer var hans sans for det politiske spil, der betød samarbejde med De Radikale. Det kom mest markant til udtryk i Kanslergadeforliget i januar 1933, som gjorde tilværelsen lidt lysere for mange tusinde arbejdere i en vanskelig tid. Sammen med Kanslergadeforliget var Socialreformen, fra samme år, med til at tegne konturerne af et nyt Danmark, hvor velfærd blev et nøglebegreb.
Byggeriet af den Transiranske Jernbane i 1930’erne blev forestået af det danske ingeniørfirma Kampsax med dets chef Jørgen Saxild personligt i spidsen. Byggeriet er betragtet som en af de største ingeniørmæssige bedrifter nogensinde, og i 2021 blev jernbanen optaget på Unesco’s verdensarvsliste. Saxilds barnebarn, Jacob Saxild, fortæller om dette fantastiske byggeris tilblivelse og betydning – både for familien, men også for dansk erhvervsliv og verdenshistorien. Foredraget kommer omkring ingeniørernes udfordringer og præstationer, over kongelige skrøner og 2. verdenskrigs slagmarker, og slutter med en køretur med banen i dag. En personlig fortælling, der strækker sig over 100 år og er baseret på familiens egen historie.
I begyndelsen af det 20. århundrede samledes en kreds af kunstnere, forfattere og intellektuelle i bydelen Bloomsbury i London. De ville gentænke kunsten, kærligheden og samfundet. Blandt de centrale skikkelser var forfatteren Virginia Woolf, maleren Vanessa Bell og kunstkritikeren Roger Fry. Bloomsbury-gruppen brød med victoriatidens moral og traditionelle kunstsyn. De eksperimenterede med form og farve i maleriet, med bevidsthedsstrøm i litteraturen og med nye måder at leve og elske på. Deres hjem blev laboratorier for modernismen – steder hvor kunst og liv smeltede sammen
Efter 2. Verdenskrig bliver det en sammenslutning af yngre kunstnere fra København, Amsterdam og Bruxelles, der mere end nogen andre revolutionerer kunsten. Igennem masken, det mytologiske og barnets tegning søger de efter et alternativ til den verden, som nu ligger i ruiner efter verdenskrigen. CoBrA-gruppen leder nu den europæiske kunst på sporet af det ekspressive og abstrakte maleri. De tre vigtigste stiftere i bevægelsen var Asger Jorn, Christian Dotremont og Karel Appel. Vi ser på bevægelsens udvikling og de største kunstværker.
I året (ca.) 1170 f.v.t. får en kongelig skriver til opgave at færdigbygge en højtstående ægyptisk generals tempelgrav i Saqqara. Men da skriveren ankommer på byggepladsen, er byggematerialerne aldrig ankommet og håndværkerne er blevet hyret af et andet projekt. Dette foredrag er baseret på skriveren Buqentuefs egen beskrivelse af de problemer han måtte løse for godt 3000 år siden, og som han nedskrev i sin papyrus-dagbog.
Seniorhøjskolen Spor C skal på følgende tur:
Med Frederik Lindskov
Kom med rundt på Christianshavn og oplev den hollandske fæstningsby som Christian IV lod opføre i 1600-tallet, og som sidenhen blev en af de mest danske bydele i Danmark.
Hele den identitets- og samfundsmæssige scene der udfoldes af en ung Kim Larsen og bandet Gasolin i 70’erne - og som i dag måske er det tætteste, vi kommer et eksistentielt og musikalsk portræt af ’danskheden’ i 2. halvdel af det 20.årh. – hele denne scene er sat på Christianshavn – fra torvet, til kanalerne og til Langebro.
Vi går langs kanalen og Overgaden Oven Vandet, til Sofiegården og hører om slumstormerne. Vi går forbi det nu fredede Sofiebadet og Amagergade hvor Anker Jørgensen boede som barn og hvor Huset på Christianshavn er optaget. Vi besøger et idyllisk gårdrum med bygninger tilbage fra 1700-tallet og går videre forbi Nulpunktstenen og ravelinen til Christmas Møllers Plads. Vi runder Christiania og går igennem det der engang hed Pusherstreet.
Mødested: Ved Metroen på Christianshavn Torv – Slut Asiatisk Plads