
Robusthed og beredskab handler om viden og vanddunke - men også om at tænke klart, hjælpe andre og finde løsninger i fællesskab. Her spiller aftenskolen en vigtig rolle.
Af Benedikte Marie Kaalund, sekretariatschef i FOF
Kan man få en hyggelig aften, selvom strømmen er gået?
Hvilken ret kan man lave uden køleskab, fryser eller komfur?
Hvem hjælper dig – og hvem hjælper du?
Hvis du er i tvivl, så er du ikke alene!
I uge 19 markerer vi Danmarks første nationale beredskabsuge og Folkeoplysningens Beredskabsdag.
Det gør vi, fordi mange af os er i tvivl om, hvem der skal gøre hvad og hvornår, hvis krisen rammer.
Derfor skal vi styrke vores fælles evne til at håndtere kriser. Fra oversvømmelser til strømafbrydelser.
Når vi taler om at blive klar til kriser, tænker mange på det vi har eller ikke har derhjemme: Vanddunke, varme tæpper og konserves. Det er vigtigt. Men robusthed handler også om det, vi kan og det, vi gør.
Det handler om at kunne bevare roen, tænke klart, hjælpe andre og finde løsninger i fællesskab. Her spiller aftenskolen en vigtig rolle.
Hver dag mødes mennesker i FOF Aftenskolen for at lære noget nyt. Fra førstehjælp og madlavning til kreative fag, naturforståelse og foredrag om verdenssituationen. Det giver konkrete færdigheder. Men det giver også handlekraft, dømmekraft og viden, du kan bruge til noget.
Når vi strikker, syr eller maler, træner vi vores koncentration og evne til at finde ro.
Når vi lærer førstehjælp, øver vi os i at træffe vigtige beslutninger under pres.
Når vi bevæger os ud i naturen, får vi erfaringer med at klare os med færre ressourcer.
Og det gør en forskel, hvis en krise pludselig ændrer hverdagen.
I FOF Aftenskolen er vi en del af Danmarks samlede beredskab. Det er ikke os, der står med sirener eller uniformer. Men vi er med til at styrke vores fælles fundament for at kunne håndtere en krise: Fællesskab, handlekraft og nye færdigheder.
Robusthed handler også om det, vi kan og det, vi gør.