
Efter FOF’s landsrådsmøde 9. maj 2026 er en ny landsformand klar til at tage stafetten videre. Med fokus på udvikling, stærke fællesskaber og lysten til at lære nyt.
Aftenskolen skal være mere for flere. Den skal klæde os på til fremtidens udfordringer og give os lysten til at lære det, vi ikke kan lære foran skærmen alene.
Sådan lyder det fra erhvervsleder og tidligere minister for videnskab, teknologi og udvikling, Charlotte Sahl Madsen, der 9. maj 2026 er valgt til posten som landsformand i FOF Aftenskolen.
Charlotte Sahl Madsen overtager posten fra Henning Kjærgaard, der takkede af efter knap fire år som formand, hvor fokus har været at sætte retningen med flere store udviklingsprojekter.
”Når jeg siger farvel som landsformand, gør jeg det med stor taknemmelighed. Sammen har vi sat en tydelig retning for FOF med ny strategi, nyt brand og mod på fremtiden,” lød det fra Henning Kjærgaard.
Det er netop ønsket om at udvikle aftenskolen, der driver Charlotte Sahl Madsen i rollen som ny landsformand:
“Ønsket om at gentænke, hvordan aftenskolen kan blive endnu mere relevant for mange flere, er både nødvendig og i særklasse interessant,” siger hun og peger på både behovet for at udvikle tilbuddene og engagere flere danskere.
Den nyvalgte landsformand ser et stort potentiale i, at aftenskolen kan spille en endnu vigtigere rolle i samfundet fremover.
“FOF kan i højere grad bidrage til at klæde borgerne på til de udfordringer, vi møder – både når det gælder viden og praktiske løsninger,” siger hun og fremhæver blandt andet beredskab, AI og digitalisering som områder, hvor aftenskolen kan gøre en forskel.
For den nye formand er aftenskolens styrke ikke kun viden, men også fællesskabet.
“Jeg har hørt flere sige at aftenskolens største konkurrent er Netflix. Men måske skal vi også have vækket lysten til at tilegne sig viden sammen med andre,” siger hun og understreger værdien af de uformelle læringsfællesskaber:
“Det kan jo være både lærerigt, inspirerende og øge ens selvindsigt.”