Jeg er født ud af den jyske muld og har siden rejst verden rundt med en stærk interesse for musik og natur. Jeg er uddannet klassisk sanger fra konservatorier i Århus, Bremen og Basel og arbejder som freelancemusiker.
Sideløbende med mit musikliv har jeg siden ungdommen været fascineret af svampenes univers – især hvordan næsten ingen planter kan eksistere uden at være i symbiose med et svampemycelium. Jeg finder det særligt spændende, at de fantastiske gourmetoplevelser, skovsvampe giver, ikke kan købes, men kun opnås, hvis man selv tilegner sig viden om svampene, bruger tid i skoven på at finde og samle dem og tilbereder dem.
Bliver man først bidt af svampehobbyen, åbner efteråret sig på en helt ny måde med skønne timer i skoven og lækre retter på middagsbordet.
Jeg har i mange år deltaget i kurser og masterclasses hos Danmarks Svampeforening og bestod i 2020 deres diplomeksamen i kundskab om spise- og giftsvampe. Siden da har jeg guidet ture rundt om i Danmark på freelancebasis og holder løbende min viden opdateret gennem nye udgivelser, informative møder, ture og foredrag i svampeforeningen landet over.

Underviser
Der er i øjeblikket ingen aktive hold tilknyttet denne underviser. Kig gerne forbi igen senere.