Hvad er din baggrund el. uddannelse, og hvordan er du landet ved FOF?
Jeg er uddannet fra Designskolen i Kolding i 2014, og efter jeg i 2023 valgte at blive selvstændig passede det supergodt sammen, at undervise hos FOF, da jeg i min virksomhed har en vision om at inspirere andre til at arbejde med upcycling af tekstiler og lære et fantastisk håndværk. Derfor kontaktede jeg FOF.
Hvorfor skal man vælge at gå på kursus hos netop dig?
Overordnet er alle, der ønsker at komme i gang med at sy velkomne på mine kurser, men det er særligt relevant, hvis du samtidig gerne vil inspireres til at arbejde med genbrug og upcycling. Derudover arbejder jeg meget frit, i den forstand, at der ikke er nogle strikse 'sy-regler' hos mig.
Jeg præsenterer mine bedste tips og tricks til et godt resultat, og så er det op til den enkeltes temperament, hvor perfektionistisk man kan lide at være. Der er ingen løftede pegefingre. Ydermere prioriterer jeg at have små hold, hvor man ikke skal sidde og vente i evigheder, og jeg prøver altid at skabe en hyggelig stemning og inspirerende omgivelser.
Hvad siger kursister ofte, når de har været på kursus hos dig?
De føler sig ofte inspireret, og synes, at det er rigtig hyggeligt at være i værkstedet. Derudover kan jeg se og høre, at de løbende får succes oplevelser ved symaskinen.
Et godt råd fra underviseren?
Det betyder ikke at man er dårlig til at sy, bare fordi man sprætter meget op.
Hvordan vil du beskrive din undervisning?
Afslappet, hyggelig og med masser af tips og tricks.
Er der noget, du altid siger til dine kursister?
"Det kan du sagtens"
Hvad elsker du ved dit fag?
At skabe med hænderne og se tekstiler (især genbrugstekstiler) forvandle sig til noget du rent faktisk kan bruge og blive glad for.
3 fun facts om dig og dit fag?
Jeg kan bruge evigheder på at nørde farve- og tekstil sammensætninger.
Jeg kan næsten ikke være i mig selv, hvis jeg kører forbi en ny genbrugsbutik og ikke har tid til at gå derind. Tænkt alle de tekstilskatte jeg potentielt går glip af.
Hver gang jeg har færdiggjort et syprojekt, har jeg allerede fået ideer til 3 nye projekter.
Fortæl én ting, de fleste ikke ved om dit fag
Strygning og klipning er mindst lige så stor en del af sy-processen, som at sidde ved symaskine.

Underviser
Se mere