Ved siden af mit arbejde som Chief Technical Officer og partner i egen life science-virksomhed er jeg lokalforeningsformand for Dansk Aktionærforening i Furesøområdet og sidder på fjerde år i foreningens landsdækkende repræsentantskab. I mange år har jeg undervist den lokale aktieklub i konjunkturindikatorer og makrobaserede investeringsstrategier. Jeg har desuden flere års erfaring med voksenundervisning fra aftenskoleverdenen, primært inden for digital fotografering.
Jeg er selvlært privat investor med mere end 20 års erfaring og en særlig interesse for det store billede i verdensøkonomien – hvorfor der opstår opsving og kriser, og hvordan pengemængden påvirker købekraft og økonomi.
Min interesse udspringer blandt andet af en tro på, at private investorer med enkle principper kan skabe gode langsigtede resultater. Jeg er optaget af, hvordan almindelige mennesker kan få større forståelse for økonomi.
Jeg underviser i makroinvestering og økonomisk forståelse med fokus på, hvordan verdensøkonomien påvirker opsparing og investeringer.
Min undervisning er rolig og dialogbaseret med plads til spørgsmål – også for begyndere. Jeg lægger vægt på, at alle føler sig trygge ved at stille spørgsmål, også dem der måske virker “dumme”. For mig er de ofte de vigtigste.
Jeg forsøger at gøre økonomi og investering mere overskueligt og mindre præget af mediestøj og kortsigtede overskrifter. Undervisningen tager udgangspunkt i konkrete eksempler, aktuelle økonomiske temaer og dialog med deltagerne. Det er vigtigt for mig, at du finder en tilgang, der passer til din tidshorisont, risikoprofil og dit temperament.
Mit håb er, at du efter kurset føler større ro og overblik i mødet med økonomiske nyheder og markeder – og bliver mere bevidst om balancen mellem frygt og grådighed. Jeg ønsker også at skabe et fællesskab, hvor deltagerne kan lære af hinanden.
Jeg tror ikke på hurtige løsninger eller på, at nogen kan forudsige markedet præcist. Min egen tilgang er primært langsigtede køb-og-behold-strategier på tværs af forskellige aktivklasser.

Underviser
Der er i øjeblikket ingen aktive hold tilknyttet denne underviser. Kig gerne forbi igen senere.