Jeg har en bachelorgrad i engelsk litteratur, sprogundervisning og spansk, en kandidatgrad i engelsk litteratur og kunsthistorie samt en kandidatgrad i undervisning i spansk som fremmedsprog. Derudover har jeg en række undervisningskvalifikationer, herunder Cambridge DELTA og et diplom i hispaniske studier.
Jeg underviser i græsk, spansk og engelsk. Jeg har arbejdet som sprogunderviser siden 2000 og har undervist på sprogskoler i Grækenland, Spanien og Danmark. I Grækenland ejede og drev jeg min egen sprogskole sammen med to partnere.
Jeg brænder for at motivere dig ved at skabe et trygt, positivt og engagerende læringsmiljø med en god stemning. Jeg har boet i England, Spanien og Grækenland og deler gerne min viden om og begejstring for landenes sprog og kultur.
I undervisningen bruger du sproget så meget som muligt, og jeg lægger særlig vægt på mundtlig kommunikation. Samtidig arbejder vi med grammatik, tekster og lytteøvelser, da de tilsammen er afgørende for et solidt kendskab til sproget. Du arbejder ofte i par eller små grupper, så du får rig mulighed for at bruge sproget aktivt.
Jeg bruger moderne undervisningsmaterialer, der motiverer og viser, hvordan sproget bruges i praksis i dag. På mine hold lægger jeg stor vægt på, at alle har det sjovt, og at vi sammen skaber en god stemning og et stærkt fællesskab. Kursisterne bliver ofte gode venner, og vi arrangerer af og til sociale aktiviteter, som at tage ud og spise græsk eller spansk mad.
Jeg elsker at dele min viden og hjælpe dig med det, der kan være svært i sproget, så du kan nå dine mål.

Underviser