Jeg er uddannet sansinstruktør i 2022 og tog min overbygning i 2023. Derudover er jeg musiker og sanger, studerer musikterapi og er cand.mag. i dansk og engelsk.
I min undervisning lægger jeg stor vægt på, at vi har det sjovt sammen. Der skal være en god stemning og en let tone – vi griner meget, og der er plads til at være sig selv. Samtidig er det vigtigt for mig, at vi når vidt omkring.
Vi bruger stemmen, lærer koreografi og udfordrer hjernen med kognitive øvelser, som integrerer både sang og dans. Jeg bruger aktiv lytning og fri bevægelse som centrale elementer, og jeg er optaget af, hvordan vi kan leve os ind i musikken frem for blot at lære trin.
I min undervisning er musikken derfor et stærkt redskab, bl.a. fordi det kan ramme noget i os, som ord ikke altid kan. Når vi lytter, synger og bevæger os, kan vi få kontakt til minder, følelser og en oplevelse af frihed. Det motiverer mig at se, hvordan musikken kan frisætte både krop og sind, når vi tør slippe kontrollen, bevæge os frit og være til stede uden at tænke på, hvordan vi ser ud.
For mig er det også vigtigt, at du føler dig mødt med åbenhed. Jeg lægger vægt på, at vi kan tale sammen, og at vi skaber et trygt rum med plads til respekt og fællesskab.
Jeg håber, vi ses til SANS – jeg glæder mig til at møde dig.
Foto: Hans Petersen

Underviser