Hee Kyung er født og opvokset i Seoul, Sydkorea, og har siden 1997 boet i Danmark. Hun flyttede hertil efter sit ægteskab med Peter og har i dag to voksne sønner.
Hee Kyung er uddannet inden for kemi, men hendes store passion for at rejse har ført hende til en mangeårig karriere i rejsebranchen i Korea. Sideløbende har undervisning altid haft en særlig plads i hendes hjerte. Hun begyndte sin undervisningskarriere på Esbjerg International Efterskole og underviser i dag på Kolding Ungdomsskole og Esbjerg Ungdomsskole. Siden 2019 har hun desuden været underviser hos FOF Sydvestjylland.
I sin koreanskundervisning lægger Hee Kyung stor vægt på at tage udgangspunkt i kursisternes individuelle mål og motivation. Uanset om interessen for koreansk udspringer af rejser til Korea, fascination af koreanske dramaer, film og K-pop, nysgerrighed på koreansk kultur, planer om uddannelse eller ønsket om at bo og arbejde i Korea, tilpasses undervisningen derefter.
Undervisningen er varieret og praksisnær og inddrager forskellige former for informationsmateriale, videoklip samt samtaleøvelser baseret på aktuelle og populære emner. Målet er at skabe en levende, engagerende og relevant undervisning, hvor kursisterne føler sig trygge og motiverede i deres læring.
Koreansk for begyndere
For dig uden forudgående kendskab til koreansk. Du lærer det koreanske alfabet (Hangul) og sprogets grundlæggende struktur.
Koreansk for næsten begyndere
For dig, der allerede kan hangul og har mødt koreansk gennem medier som dramaer, film eller K-pop. Kurset bygger videre på dit eksisterende kendskab og styrker din forståelse af dagligdags koreansk. Vi starter med samtaler, der bruges i dagligdagen.
Koreansk for letøvede
For kursister med ca. 6 måneder til 1 års erfaring med koreansk gennem undervisning eller selvstudie. Udvidet ordforråd og praktisk anvendelse af sproget i samtaler.

Underviser
Se mere