Jeg er uddannet biolog fra Københavns Universitet.
Jeg står bag Flagermusenes By, som er et formidlings- og forskningsprojekt om flagermus i byen.
Jeg har undervisningserfaring fra mange forskellige sammenhænge, blandt andet som gymnasielærer og som ekstern lektor på DIS Study Abroad in Scandinavia, hvor jeg til daglig underviser i biodiversitet og bæredygtig udvikling.
Jeg afholder flagermusture – eller sagt mere korrekt: Det er flagermusene og jeg, som afholder turene. Vi mødes en time før solnedgang, hvor jeg fortæller dig, hvor spændende og sjove flagermus er. Når mørket falder på, overtager flagermusene, og vi lytter efter de forskellige arter. På en almindelig aften oplever vi som hovedregel mindst tre forskellige arter.
De forskellige flagermus ekkolokaliserer på forskellige frekvenser, og du lærer at høre forskel på for eksempel dværgflagermus og brunflagermus. Vi bruger flagermusdetektorer, som gør deres lyde hørbare for os.
Det motiverer mig at dele min viden om flagermus, fordi mange bliver overraskede over, hvor mange der egentlig er. Tiden, hvor vi kan se dem, er kort – en god halvtime omkring solnedgang og solopgang – så man misser det let, hvis man ikke er opmærksom. Flagermus er skønne dyr, og det er dejligt, at de vil dele søen, byen og skoven med os.

Underviser
Se mere