Jeg har altid syntes, at motion og bevægelse er sjovt og givende. Gennem mange år har både holdtræning og cirkeltræning været en naturlig del af min hverdag – og de seneste år også en del af mit arbejdsliv. Min passion for bevægelse førte mig til The Shala, hvor jeg blev certificeret pilatesinstruktør.
Pilates er for mig en træningsform, der styrker kroppen på en intelligent og balanceret måde. Pilates styrker din core – kroppens kernemuskulatur, som omfatter muskler i mave, ryg, bækkenbund og omkring rygsøjlen. Formålet er at give dig en bedre kropsholdning, øge fleksibiliteten, forbedre balancen og skabe styrke i hele kroppen. Samtidig arbejder vi med at skabe en harmonisk forbindelse mellem krop og sind.
I min undervisning bruger vi åndedrættet aktivt og bevidst i øvelserne, hvilket skaber et roligt og behageligt flow. Timerne er opbygget i tre dele: en blid opvarmning, derefter styrkende og teknisk grundede øvelser og til sidst afspænding og udstrækning, så kroppen falder godt til ro.
Jeg lægger vægt på tydelig guidning, nærvær og trygge rammer, hvor alle kan være med – uanset niveau eller erfaring. Pilates er for alle, og mit mål er, at du går fra timen med fornyet energi, styrke og velvære.

Underviser