Jeg er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske med mange års erfaring i arbejdet med børn, unge og familier i livets sårbare overgange. Gennem mit faglige virke – og mine personlige livserfaringer – har jeg opbygget en særlig indsigt i sorg, tab og den støtte, mennesker har brug for, når livet forandrer sig.
Jeg har gennem årene arbejdet med spæd- og småbørnsfamilier, skolebørn og unge samt voksne og ældre. Mit arbejde er kendetegnet ved en relationsbaseret tilgang, hvor tryghed, nærvær og refleksion er centrale elementer. Jeg er uddannet Marte Meo-terapeut og certificeret sorgvejleder, hvilket giver mig stærke redskaber til at støtte både enkeltpersoner og grupper i sorgprocesser.
Min erfaring spænder fra klinisk og kommunalt arbejde til hospice- og frivilligt arbejde med børn, der har mistet en forælder. Jeg har blandt andet været sygeplejerskeafløser på Anker Fjord Hospice og frivillig gruppeleder i Skyggebørn, hvor jeg har faciliteret sorggrupper for børn og unge.
I 2024 grundlagde jeg virksomheden Sorgfuglen, hvor jeg tilbyder foredrag, undervisning og samtaleforløb for børn, unge, voksne, ældre og familier ramt af sorg. Mit arbejde er ikke terapi, men professionel støtte, formidling og refleksion med fokus på at skabe forståelse for sorgens mange udtryk og give konkrete redskaber til at stå i den – både som menneske og som fagperson.
Jeg underviser med både faglig tyngde og menneskelig dybde og lægger vægt på at skabe et rum, hvor viden, genkendelse og dialog går hånd i hånd.

Underviser