Jeg er uddannet Living Yolates-instruktør og yin yogalærer og har en baggrund som professionel danser. Bevægelse og musik har altid været en stor del af mit liv.
Som danser arbejder jeg meget intuitivt – jeg lader musikken bevæge mig frem for at forsøge at kontrollere hver enkelt bevægelse. Den tilgang tager jeg med ind i min undervisning, hvor jeg gerne vil give glæden ved at bevæge sig til musik og rytmer videre og skabe plads til, at man kan mærke sin egen krop og finde sit eget udtryk.
Musik betyder rigtig meget for mig. I min fritid skriver jeg selv sange og arbejder kreativt med min egen børneforestilling, som jeg både har skabt og optræder med.
Jeg har undervist i knap 10 år. Gennem årene har jeg blandt andet undervist på mange hold hos FOF, i yogastudier, hos Ældre Sagen og i Fysisk Form.
Jeg har også undervist på Yoga Festivalen og andre festivaler samt afholdt mine egne workshops og retreats.
I min undervisning arbejder vi med yoga, dans og fri, intuitiv bevægelse, hvor musikken spiller en stor rolle. Jeg bruger musikken til at skabe forskellige stemninger og energier og til at inspirere os til at mærke kroppen og bevæge os mere frit.
Jeg guider undervejs, men der er også plads til at slippe kontrollen og finde sin egen måde at bevæge sig på. For mig handler det ikke om, hvordan bevægelsen ser ud, men om, hvordan den føles.
Jeg arbejder med kroppen som helhed og lægger vægt på, at vi får mulighed for at mærke efter, udforske bevægelse og gå i dybden – uden at det skal føles præstationsorienteret.
Mine hold er kendetegnet ved god stemning, høj energi og masser af glæde. Der skal være plads til fordybelse, ro, god musik og frihed, men også til at give slip og have det sjovt sammen.
Mit håb er altid, at du går fra mine hold med et smil på læben, ny energi og en følelse af at have det lidt bedre, end da du kom.

Underviser