Jeg er uddannet psykomotoriks terapeut fra 1995 og har siden da arbejdet indgående med sammenhængen mellem krop og sind – et felt, der både personligt og fagligt har fascineret mig gennem alle årene.
Min nysgerrighed og faglige fordybelse har ført mig videre til flere efteruddannelser, blandt andet i mindfulness (MBSR), som jeg i mange år har undervist i for mennesker ramt af stress, depression og smerter.
Yoga har også været en central del af mit liv i mange år. Jeg er uddannet Hatha-yogalærer gennem A Yoga Story, og yogaen har for mig været en opdagelsesrejse i at mærke mig selv dybere og skabe mere indre ro.
I min undervisning lægger jeg vægt på at vende opmærksomheden indad, mærke kroppen og derigennem stilne sindet.
Jeg har mange års erfaring med at undervise mennesker med stress, angst, depression og forskellige former for smerter. Det betyder meget for mig, at alle føler sig mødt, og at der er plads til at være på præcis det niveau, man er – uanset om man er ny eller erfaren i yoga.
Elever beskriver mig ofte som rolig, empatisk og fagligt stærk. Det er vigtigt for mig at kunne stå inde for det, jeg laver, og skabe et trygt rum, hvor kroppen kan få lov til at falde til ro, og hvor der er plads til nærvær, fordybelse og egenomsorg.
Udover min faglige baggrund elsker jeg Italien – Italiensk kultur, natur, kunst og mad. Jeg har også afholdt flere yoga og mindfulness retreats dernede.

Underviser