Jeg har en kandidatgrad i filmkomposition fra Syddansk Musikkonservatorium og en bachelor i musikvidenskab fra Københavns Universitet.
Jeg har undervist i kor siden 2008 og har arbejdet med alt fra medarbejderkor på hospitaler og i FN til professionelle kor og kor i forbindelse med plade- og filmindspilninger. Derudover underviser jeg i filmkomposition på Syddansk Musikkonservatorium og har tidligere undervist i klaver, guitar og samspil.
Jeg er komponist og bruger aktivt mine egne arrangementer og sange i undervisningen. Jeg arbejder med at skabe en “bandfølelse” i koret med fokus på både det musikalske og det menneskelige fællesskab. På den måde vil du på mine hold opleve et stærkt sammenhold, hvor musikken bliver en katalysator for kontakt mellem mennesker – også efter timen er slut.
Jeg arbejder ud fra en filosofi om, at engagement smitter – det, du giver, får du igen. Der er meget humor i min undervisning, men jeg sætter også klare og ambitiøse mål for koret – og vi når dem sammen. Jeg er pædagogisk, tålmodig og fordomsfri i min tilgang. Alle mennesker skal ses i kraft af det, de kan give.
Det motiverer mig at sætte mål og nå dem på en bæredygtig måde, hvor alle føler, de er vokset med opgaven. Mit eget kor, BARK, sang i 2025 to koncerter på Roskilde Festival, udgav en plade med selvskrevne sange, producerede en musikvideo og indspillede endnu en plade. Det lykkedes kun gennem kormedlemmernes fælles vilje – den energi og begejstring er helt vildt motiverende for mig at skabe, også i et amatørkor.

Underviser
Der er i øjeblikket ingen aktive hold tilknyttet denne underviser. Kig gerne forbi igen senere.