Louise Lange er en erfaren keramiker med en stærk faglig forankring og mange års dedikation til sit håndværk. Hun er formand for Danske Pottemagere og bestyrelsesmedlem i Danske Kunsthåndværkere og Designere, hvor hun desuden er en del af udvælgelsesudvalget.
I slutningen af 1990’erne uddannede Louise sig til glaspuster med ophold blandt andet på Dudley College i England samt på glas- og keramikskolen på Bornholm. Herudover har hun arbejdet på forskellige værksteder i Danmark, blandt andet hos Rikke Hagen og Tobias Møhl.
I år 2000 vendte hun tilbage til Aalborg, hvor hun begyndte i lære som keramiker i familiefirmaet Lange Kunsthåndværk. Her fandt hun sin rette hylde og blev tredje generations keramiker i familien. I mere end 25 år har hun været en aktiv del af virksomheden med egen keramisk produktion og har samtidig drevet galleri med fokus på at finde og fremhæve nye talenter.
Louise arbejder primært med porcelæn, som hun har en særlig forkærlighed for. Hun værdsætter materialets kvalitet og den hvide skærv, der giver mulighed for klare og levende farver. Hendes dekorationer udføres ofte med pensel og universalfarver, hvilket giver et udtryk, der minder om akvarel. Naturen er en gennemgående inspirationskilde, og motiverne kredser ofte om fugle og blomster.
De senere år har hun specialiseret sig i at dreje større gulvvaser, ofte udført i forskellige typer stentøjsler. I sine unika arbejder eksperimenterer hun desuden med begitninger, hvor hun enten arbejder lag på lag med farver eller fremhæver mønstre ved at ridse i overfladen.

Louise Lange


Der er i øjeblikket ingen aktive hold tilknyttet denne underviser. Kig gerne forbi igen senere.